Fortsæt til indhold

Klage ødelægger alt for 30 år gammel rideklub: Nu må hestene ikke komme udenfor

Ebberup Rideklub har i 30 år benyttet de omkringliggende udearealer til ridning. Men nu er det blevet forbudt - årsagen? En klage har resulteret i, at alle hestene skal forblive indendørs

Samfund
Daniel Sennek

Det skaber problemer, specielt når sommeren er over Danmark. I 30 år har Ebberup Rideklub brugt de udearealer, der ligger omrking klubben til ridning. Men da klubben skulle forny en såkaldt landzonetilladelse, skabte det pludselig store problemer.

Det skriver Fyens.dk.

"Den landzonetilladelse, som vi taler om, havde en 30 års begrænsning, som blev fastlagt, da man i sin tid startede klubben," forklarer næstformand i Ebberup Rideklub, Ole Madsen, til avisen.

Derfor skulle klubben altså helt lavpraktisk blot forny tilladelse, så heste og ryttere fortsat kunne ride udendørs. Men det var meget nemmere sagt end gjort.

"Når ansøgningen om landzonetilladelsen skal fornys, er der klagemulighed, og det er der en, der har benyttet sig af," forklarer Ole Madsen til fyens.dk.

Han vil dog ikke komme ind på, hvad klagen præcis går ud på. Og klubben har i det hele taget ikke udtalt sig meget til offentligheden.

Fyens.dk har dog fået aktindsigt i konflikten, og her er det naboen Kurt Larsen, der blandt andet klager over larm fra rytterne, som bruger ridebanerne. Og han mener heller ikke, at den ene af de to ridebaner er etableret lovligt.

"Det larmer utroligt meget, når underviseren råber kommandoer til rytterne," forklarer Kurt Larsen, der før har sendt klager til Assens Kommune angående Ebberup Rideklub, til fyens.dk.