Præsteklumme: Kirken – skal gøre verden mere menneskelig!

Et samfund kan være så stenet

At alt er en eneste blok

Og indbyggermassen så benet

At livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge

Og hjertet er helt hørt op

Indtil nogen begynder at bygge

En by der er blød som en krop

Det er Inger Christensen, der har begået det fine digt - og om det er tiltænkt eller ej, så rammer det kernen i den tekst, der skal prædikes over på søndag; hvor Peter får at vide, at han er den klippe, som kirken skal bygges på. Navnet Peter betyder sten, så Jesus er åbenbart ikke typen, der går af vejen for et lille muntert ordspil.

I det hele taget har kristendommen et finurligt forhold til sten. Alt, der er lavet i sten, tæller ikke rigtigt… Regelsæt mejslet i stentavler underkendes –store sten, der lukker gravhuler, betyder intet og fejes væk. Derfor er det også værd at bemærke, hvad det er for en grundsten, kirken bygger på.

Der er ikke megen fasthed ved den. Faktisk er stenen ikke engang en sten; det er en blød og sårbar menneskekrop. En levende sten.

Med en svensk biskops ord, så eksisterer kirken ikke for at gøre verden mere kirkelig, men for at gøre den mere menneskelig. Vores åbenbaring er hverken en bog, lovparagraffer eller snørklede trossætninger. Vores åbenbaring er et menneske, der viste os, hvor uendeligt forbundne vi er med hinanden. Alt, hvad vi hver især gør eller ikke gør, påvirker andre. Den afhængighed gør os uendeligt sårbare – men i den sårbarhed ligger også den største styrke.

Stensikkert, den indsigt forpligter: Lad os bygge en by, der er blød som en krop.