Baunegården er klar som nyt specialcenter
Socialudvalget var for nylig på rundvisning for at se det nye specialcenter Baunegården i Tebstrup efter, at Baunegården ikke længere fungerer som plejehjem.
Byrådet vedtog i september 2017 at ændre Baunegården til et specialcenter under Socialpsykiatrien tilpasset en målgruppe for hvem, andre hjælpemuligheder er udtømte.
Målgruppen er borgere, som har nedsat psykisk funktionsevne, måske hjerneskade og måske alkoholrelateret demens, der kræver en specialiseret indsats.
Samtidig er aldersgruppen, som tilbuddet henvender sig til som udgangspunkt +40 og under 65 år ved indflytningen.
Nu er tilbuddet klar med 29 boliger, heraf fire udrednings- og stabiliseringspladser og 25 almene plejeboliger. Det er ideen, at Region Midtjylland og andre kommuner kan købe pladser på specialcentret.
"Der er stadig en masse tomme lejligheder, men der er ikke tvivl om, at der er behov for tilbuddet, og det ser rigtig spændende ud," siger Anders Laugesen (V), formand for Socialudvalget.