Alf fik 40 år i UgeBladets tjeneste
Alf Klærke startede som typograf i 1973 og sluttede som annonce-konsulent i 2013
JUBILÆUM "Alf er en meget loyal og engageret medarbejder, der nyder både vores kunders og kollegernes store respekt. Alf sætter en ære i, at hans arbejde bliver udført så korrekt som muligt, og alle de kunder, som Alf servicerer i hverdagen, udtrykker stor tilfredshed."
Sådan lød en del af indstillingen, da salgschef på UgeBladet Edith Gosvig i 2013 indstillede Alf Klærke til Dronningens fortjenstmedalje efter 40 år i bladets tjeneste.
40 år, hvor Alf startede som typograf og sidenhen fik titler som typotekniker og grafiker for i de sidste år, inden han valgte at gå på efterløn, at arbejde som annoncekonsulent.
Uden den helt store konkurrence er Alf den medarbejder, der hen over UgeBladets 75 år lange historie har haft den længste ubrudte ansættelse i bladhuset.
"Jeg havde min første arbejdsdag på UgeBladet 26. februar 1973 og stoppede for at gå på efterløn 1. maj 2013, da jeg fyldte 62," fortæller den mere end trofaste medarbejder, der som en af de relativ få danskere har haft 40 års arbejde i samme firma.
Alf er født Aarhus, men havde sin barndom i Laven og kom siden i lære som typograf hos Ry Bogtrykkeri på Annoncebladet. Efter overstået soldatertjeneste havde han en kort tid på Midjyllands Avis/Silkeborg Avis, indtil jobbet bød sig til i Skanderborg.
"Og det var jeg rigtig glad for. Her var det den gamle ejer Peter Knudsen - en herlig mand - og sønnen Carsten, der kørte bladet.
Alf husker Carsten Knudsen som en pragtfuld chef, der både var lokalredaktør og skrivende journalist.
Og så var han om nogen medarbejdernes mand.
"Hvis en af bladets journalister eller en af vi andre gik hen og lavede en fejl eller en bommert, så kunne vi altid regne med at Carsten tog os i forsvar. Der var virkelig opbakning hele vejen igennem."
Alf Klærke understreger, at Carsten Knudsen som chef i høj grad er en af grundene til, at UgeBladet har udviklet sig så meget gennem tiderne.
Da Alf kom til UgeBladet, satte man i bly og tog så aftryk.
Men Carsten Knudsen fik sin far Peter med på den nye teknologiske udvikling, der for alvor tog fart omkring 1980.
UgeBladet var da også en af de første af landets mindre aviser, der fik anskaffet sig en fotosætter. I mange år stod Alf for layoutet og for at bryde avisen om sammen med Carsten Knudsen og bladets journalister.
Og det var i en tid, hvor Uge-Bladet var en ganske stor arbejdsplads, der på sit højeste talte 15 medarbejdere alt i alt.
Men han havde også en god del af kundekontakten især inden for detailhandlen mens hans kolleger blandt andet havde ejendomsmarkedet, bilmarkedet og rubrikannoncer.
"Vi havde alle annoncører fra detailhandlen, men havde også vores faste kundekreds, som vi kom til at kende rigtig godt."
Efter salget i 2007 til Midtjyske Medier, der også ejede Aarhus Stiftstidende, kom Gert Hedegaard til fra Aarhus som ny bladchef i Skanderborg.
Også her havde Alf et fortræffeligt samarbejde og fremhæver Gert Hedegaard som en herlig person at arbejde sammen med.
På den tid var der ansat tre grafikere og en systemtekniker.
Siden blev det besluttet at flytte den tekniske produktion til Holstebro, og her fik medarbejderne så det ultimatum, at de kunne flytte med til Holstebro eller vælge at fratræde.
"Men jeg var så heldig, at blive genansat som salgskonsulent, efter jeg først var blevet fyret som grafiker. Og det var så den stilling jeg fortsatte i, lige til jeg valgte at stoppe på UgeBladet i 2013," fortæller Alf Klærke, der i sit job som sælger kunne nyde stor gavn af de mange år, han havde haft som grafiker, samt den meget tætte kontakt med rigtig mange af kunderne.
UgeBladet Skanderborg havde i langt hovedparten af Alf Klærkes tid som medarbejder stort set ingen reelle konkurrenter. I hvert fald ikke på ugeavis-marked.
Hørning Nyt drillede lidt en overgang og tog blandt andet UgeBladets kunder i Hørning og Hørning Kommunes egenannoncer.
UgeBladets eget forsøg på at udvide sit domæne til Ry slog ikke rigtigt an.
Konkurrence-situationen ændrede sig så i 2008, da Lokalavisen meldte sin ankomst i byen. Og en ganske hård avis-krig udspillede sig og endte først sidste sommer, da Politikens Lokalaviser overtog samtlige ugeaviser i Østjylland i en storhandel med Jysk Fynske Medier.
Udgangen blev som de fleste ved, at Lokalavisen Skanderborg lukkede og fusionerede med UgeBladet Skanderborg, der blev bladtitlen der fortsatte.
At UgeBladet Skanderborg har været et så stærkt og levedygtigt brand, at avisen nu kan fejre sit 75 års jubilæum, tilskriver Alf Klærke blandt andet den journalistiske satsning, hvor bladets journalister har formået at dække byen og området tæt og grundigt,
Han beklager dog en smule, at UgeBladet ikke længere er helt så tæt på det kommunalpolitiske liv som i 'gamle dage', da redaktør og journalister nærmest mandsopdækkede de politiske møder og virkelig gik i dybden med dækningen af stort og små på den politiske dagsorden.
Men den journalistiske kvalitet og integritet, mener han ikke, der kan stilles nogen som helst spørgsmålstegn ved, når det gælder UgeBladet Skanderborg og det både i nutid og fortid.
Efter sine 40 år i Uge-Bladets tjeneste tror Alf Klærke fortsat på en fremtid for ugeaviserne - i modsætning til dagbladene.
Også selv om han godt er klar over, at der er mange udfordringer for den trykte avis i takt med at de yngre generationer i højere grad sværger til internettet som deres informationskilde.
Han giver UgeBladet det jubilæumsråd, at man måske kunne prøve at komme ud på skolerne og give eleverne i de ældste klasser et indblik i, hvad en avis egentlig er - og har at byde på.
Det kunne ske som et led i skolernes generelle undervisning, hvor man har samfundsmæssige forhold som emne - og hvor UgeBladet med sit lokale indhold kunne være et rigtig godt skoleeksempel på demokrati ude i den virkelige verden.