Til lykke til UgeBladet med de første 75 år
Borgmester Jørgen Gaarde kom i sin tale ved UgeBladets 75 års jubilæum ind på avisens vigtige rolle som nyhedsformidler og annoncemedie
Skanderborg Kennedys død. Det første skridt på Månen. Danmarks EM-sejr. Valget af Trump. Det var nogle af de ting, borgmester Jørgen Gaarde (S) pegede på ikke havde været bragt i UgeBladet, da han i lørdags holdt jubilæumstalen i anledningen af avisens 75 års jubilæum.
"Til gengæld har UgeBladet holdt os velinformeret om stort og småt i Skanderborg og omegn, så længe vi kan huske," sagde Jørgen Gaarde og omtalte UgeBladet som 'et kært og trofast familiemedlem'.
"Så du UgeBladet" eller "Det stod da i UgeBladet" er vendinger, der sikkert mangen gang er blevet sagt over køkkenbordene i de lokale hjem," konstaterede borgmesteren.
Lokalt kernestof
Han pegede på, at det er de nære historier med fuld fokus på det liv, der leves lige uden for læsernes hoveddør, som har været kernestoffet i mange år.
"Vi har læst med i forbindelse med de voldsomme protester mod opførelsen af Kulturhuset i 1990'erne, ved regentbesøget i 2012, ved alle festivalerne i løbet af årene og i byggerierne af Bloms på Adelgade samt Skanderborg Fælled - og meget, meget mere. Det er imponerede godt gået. For det er sin sag at skabe en avis, der også er relevant i en tid, hvor vi bliver bombarderet med budskaber døgnet rundt. Men det har I gjort," fastslog Jørgen Gaarde.
Vellykket ægteskab
Jørgen Gaarde omtalte i sin tale også fusionen mellem Lokalvisen Skanderborg og UgeBladet Skanderborg for et års tid siden.
"I gik fra at være konkurrenter til at blive kollegaer i huset på Adelgade 115. Set udefra er det blevet et vellykket ægteskab, og vi har en avis, der i dag står meget stærkt," lød det fra borgmesteren, der pegede på vigtigheden af de annoncer, der hver uge kan læses i UgeBladet og online.
"I har været og er stadig en attraktiv annoncekanal, når man som stor eller lille butik eller virksomhed skal nå sine kunder i Skanderborg Kommune. Jeg glæder mig over, at UgeBladet også i dag kan tiltrække rigtig mange lokale annoncører. Det vidner om, at vi har godt gang i handlen og erhvervslivet i byen. Og om at vores lokale butikker og virksomheder har et godt samarbejde med jer," sagde Jørgen Gaarde og tilføjede:
"UgeBladet er nemlig meget mere end en annonceavis. I er også en aktiv initiativtager, eventmager og medspiller, når der skal være fest i gaden. Den opbakning, I får gennem annoncer, betaler I gavmildt tilbage, hvad enten der skal være Lys nat, Sløngeldage eller noget helt andet i byen. I har nemlig set, at en spændende og attraktiv midtby med masser af aktiviteter og oplevelser også er til gavn for jer."
"Så til lykke med det 75 år. Lad os håbe, at de næste 75 bliver lige så spændende."
Set udefra er det blevet et vellykket ægteskab, og vi har en avis, der i dag står meget stærkt.
Borgmester Jørgen Gaarde