Peter, kulturlivet og UgeBladet

JUBILÆUM "Folk siger altid. Jeg har set det i UgeBladet. Og når der skal ske noget, så skal budskabet ud til en så bred skare som muligt. Og så er Ugebladet bare sagen, for jeg er sikker på, at det bliver bladret igennem hele vejen."

Sådan lyder det fra Peter Mortensen, en af kulturlivets mange frontkæmpere i Skanderborg.

En mand, der har været med på et meget langt stræk, når det handler om kultur-initiativer. En af de personer, der var med i de mange års forberedende øvelser, da tanken om Kulturhuset skulle bringes fra tanke og plan-stadiet og ind i virkelighedens verden.

Formand for Østjysk Kulturforsyning, der blev stiftet i 1984, og siden formand for Kulturhuset i de første 12 og et halvt år og daglig leder i yderligere tre år, til han stoppede på den post i 2013. Siden da har han været en af de mange frivillige omkring driften af huset.

Og i alle år uden at få en krone for det, som alle andre frivillige.

Et løft for kulturen

UgeBladet Skanderborg har ifølge Peter Mortensen altid været en vigtig medspiller for såvel det lokale kulturliv som idræts-ditto.

Som eksempel nævner han årene, hvor tanken om et kulturhus skulle modnes, og det i en ofte ganske voldsom kulturkamp, der virkelig satte sindene i kog.

Peter var en del af en gruppe af skolelærere, journalister og redaktører, lægesekretærer og bibliotekarer, der, efter at Skanderborg havde fejret 400 års Købstadsjubilæum i 1983, syntes, at nu skulle der ske noget i byens kulturliv.

"Jubilæet var et besøg af Dronning Margrethe og Prins Henrik og nogle pinger fra byen, man så gå ind på rådhuset og senere på biblioteket. Der var ikke lavet noget for folket. Og det syntes vi, at vi kunne have lavet bedre," fortæller Peter Mortensen, der var kommet til Skanderborg i 1958 fra sin fødeby Funder mellem Silkeborg og Herning.

Han kom til byen for at komme i lære som elev i Banken for Skanderborg og Omegn.

Siden gik han skolevejen og blev viceinspektør på Stilling Skole.

Peter fortæller, at UgeBladets chefredaktør Carsten Knudsen var med i den gruppe af mennesker, der stiftede Østjysk Kulturforsyning i 1984 og op gennem 1980erne stod for stribevis af musikalske og kulturelle begivenheder, der blev holdt forskellige steder i byen, da man ikke havde et fast sted til koncerter og lignende aktiviteter.

"UgeBladet var i de år en uvurderlig støtte og viste hele tiden meget stor interesse for de forskellige arrangementer og hvor de nu skulle placeres næste gang."

Det var i det forløb omkring den kulturelle udvikling i Skanderborg, at Peter Mortensen for alvor kom tæt på og lærte UgeBladet at kende.

"Og UgeBladet var virkelig med til at give kulturen et løft i de år, hvor vores sammenrend af mange gode mennesker arbejdede på at få Skanderborg på kortet for noget positivt."

Med den bemærkning tænker den tidligere leder af Kulturhuset på 1980erne, hvor Skanderborg havde et rigtig dårligt omdømme i forbindelse med en gruppe unge mennesker, der gjorde livet usikkert for både byens handlende og politiet.

"Spidsernes" hærgen

"Det var knægte, børn af det bedre borgerskab, der gik under navnet 'Spidserne'. De var truende og lavede ballade, og det hele stod på fra slutningen af 1970erne og frem til 1983, hvor det hele kulminerede med drabet på en fra gruppen," fortæller Peter Mortensen.

Den dræbte gik under navnet 'Ræven'. Op til drabet ønskede han at komme ud af det dårlige selskab. En aften blev han opsøgt på et værtshus på Banegårdsvej og gennembanket af tre mænd, der sluttede af med at affyre et oversavet jagtgevær op i loftet, mens de øvrige gæster så til uden at turde gribe ind.

Rejseholdet kom på sagen og der blev iværksat en aktion mod 'Spidsernes' lokaler, som de havde fået stillet til rådighed af kommunen på Mallinggård.

Under aktionen blev 'Ræven' skudt. Hans drabsmand fik 10 års fængsel. Efter den voldsomme finale faldt der mere ro over byen og et trist kapitel i Skanderborg blev lukket ned.

Peter Mortensen erindrer, at UgeBladet i de år gang på gang kunne skrive historien om 'at nu er det igen galt med Spidserne'.

I 1979 havde Skanderborg fået sin egen musikfestival, der de første år dog levede en lidt kummerlig tilværelse, men snart slog igennem på landsplan som en musikevent af høj karat.

Østjysk Kulturforsyning kom så til i 1984 som et nyt positivt indslag.

"Og vi fik en utrolig god presse fra UgeBladet. Det gjorde vi, fordi vi lavede noget for folkets skyld og ikke for personlig vinding," fortæller Peter Mortensen, der dog lige finder anledning til at minde om et bump på vejen, der var med til at sende lokalsamfundet lidt i knæ for en tid.

Sygehuset en folkesag

Det var i 1988, der for alvor kom skår i glæden med beslutningen om, at byens sygehus skulle nedlægges.

"Kampen for at bevare vores sygehus blev i den grad en folkesag og i lange tider var der læserbreve i UgeBladet hver eneste uge. Jeg husker, da man ville møde op på Amtsgården i Højbjerg for at protestere. Alle biler kørte ud til Capri - det var i maj måned. Der blev klippet bøgegrene, så alle biler havde bøgegrene med på den to timer lange køretur, som det tog at køre turen i kortege."

Peter husker, at skanderborgenserne ved den lejlighed ikke fik amtsborgmester Ib Frederiksen i tale.

Han nævner som lidt af et kuriosum, at den store lokale modstander af sygehusets lukning, den lokale gymnasielærer Johannes Flensted Jensen, der blev valgt til amtsrådet på netop den politik, kom til at afløse Ib Frederiksen på borgmesterposten og var med, da grundstenen til storhospitalet i Skejby skulle lægges.

Samme år som lukningen af sygehuset - i 1988 - måtte man også opgive at drive biograf i Skanderborg.

Kulturkamp i byen

Efter et ti-år med en del grøde på kulturfronten var tiden midt i 1990erne efterhånden ved at modnes til det afgørende step i den lokale kulturkamp - etablering af et rigtigt kulturhus som ramme om store dele af byens kulturelle aktiviteter.

Den nye borgmester Aleksander Aagaard havde nedsat et forum med repræsentanter for erhvervslivet, idrætslivet og kulturlivet - og det var her kampen i første omgang kom til at stå.

Idrættens folk kunne ikke rigtig enes om, hvor der eventuelt skulle opføres en storhal til blandt andet håndbolden, og derfor fik kulturens forkæmpere efterhånden stor opbakning fra erhvervsfolkene til tanken om et kulturhus.

Ude i byen var der dog langtfra enighed om, at der skulle bruges så mange penge på kulturen, og på flere stormøder gik debatten livligt.

Det gjorde den også i UgeBladets spalter og ikke mindst på debatsiderne, hvor læserbreve for og imod fyldte side op og side ned.

Debatlysten blev ikke mindre, efter at byrådet havde afsat de første penge til kulturhuset, der var tegnet af et stort Aarhus-arkitektfirma, efter der havde været en arkitektkonkurrence.

En tid gik modstanden også mod placeringen lige ned til søerne. Mange mente, at skulle kommunen bygge stort netop på den meget attraktive placering her, ja så skulle det være i form af et plejehjem til gavn for kommunens ældre borgere.

Modstanden holdt sig god og stærk, og selv i forbindelse med indvielsen af Kulturhuset i oktober 1998 var der protester uden for huset.

"Mange havde skilte med tekster som 'Vi tabte, kulturen vandt' og nogle bar trøjer med teksten 'Ned med Kulturhuset'."

Peter Mortensen husker, at borgmesteren, der var lidt ilde berørt over stemningen, inviterede kritikerne til at komme ind og deltage i indvielsen.

"Den invitation, var der ingen af dem der tog imod."

Hyldest til papiravisen

UgeBladet Skanderborg, der er klar til at fejre sit 75 års jubilæum, er for Kulturhusets mangeårige formand og daglige leder ganske enkelt en nødvendighed.

"Det er vigtigt med en stærk lokal forankring i byen. Og UgeBladet er fulgt god med. Og så kommer det jo rundt til alle i Skanderborg Kommune," konstaterer Peter Mortensen, der lige slutter af med en meget personlig hyldest til den skrevne avis.

"Papiravisen er ikke død. Så langt fra. UgeBladet er områdets avis, den ene gang om ugen. Det er UgeBladet Skanderborg, der kan binde sammen. Hvis man skal følge med i hvad der sker, så er det UgeBladet, man skal læse."