Fortsæt til indhold

Kunst, øl og historier ved Fregerslev vikingens grav

Vikingen fra Fregerslev bliver fejret af to omgange

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Bakketoppen på Vestergaards Allé i Hørning, hvor arkæologerne sidste år under stor bevågenhed udgravede ”Vikingen fra Fregerslev”, bliver igen vakt til live.

Først med et arrangement 30. juni kl. 10-15, siden med en større event 31. august.

Lørdag 30. juni er der kunstworkshop for alle og øl-lancering. Keramikeren Mette Maya Gregersen sætter gang i fremstillingen af keramik-fortolkninger af det gyldne selespænde, som blev fundet i graven, og deltagere kan blive en del af et kæmpestort kunstværk, som afsløres til august.

Museets formidlere vil fortælle om de enestående fund i vikingegraven, og Klosterbryggeriet nye vikinge-øl har kl. 13 premiere.

"Øllen, ”Vikingen fra Fregerslev”, bliver en kobberfarvet frisk-frugtig undergæret øl på cirka 6 procent alkohol," fortæller brygger Poul Erik Palm fra Klosterbryggeriet.

Vikinge-øllen vil blive forhandlet landet over i udvalgte specialforretninger og i Skanderborg Museums afdelinger.

Lørdag 31. august er eSCAPE klar med en stor event, der omfatter flere kunstværker, lydbilleder, sang, arkæologiske aktiviteter og madboder.

En unik fortælling

"Historien om ”Vikingen fra Fregerslev” er helt unik og blev fortalt i alverdens medier. Tusindvis af mennesker besøgte udgravningen. Nu vil vi gerne fortælle historien på en helt ny måde," siger museumsdirektør Lene Høst-Madsen fra Museum Skanderborg.

Museet står sammen med VisitSkanderborg og Skanderborg Kommune/Kunstråd Skanderborg bag konceptet eSCAPE, som de to arrangementer er en del af.

eScape laver hvert år en stor event et sted i Skanderborg kommune med afsæt i kunst, arkæologi, turisme og tid.

En stor donation

Udgravningen gik i gang i 2017 i kraft af en donation på 10. mio. kr fra Den A.P. Møllerske Støttefond, Augustinusfonden, Skanderborg Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen.

I løbet af knap tre måneder besøgte 5.000 gæster udgravningen, heriblandt dronningen, der også besøgte Museum Skanderborgs udstilling af det forgyldte beslag fra hestens hovedtøjet, fundet i graven.

I museets Årbog 2017, der for nylig udkom, fortæller Merethe Schifter Bagge, hvordan konservatorer stabiliserede 13 jordblokke med parafin og gips, så de kunne transporteres til Moesgård Museum og blive røntgenfotograferet - hvilket blandt andet afslørede en række pyntebeslag.

I jordblokkene er der fundet mere end 700 pyntebeslag til hestens seletøj og saddel.

I den vestlige ende af graven lå der er pilebundt med 22-23 jernpile, der i ryttergrave har stor symbolværdi og markerer, at den gravlagte gik på jagt. Bundtet er det næststørste fund i Danmark.

Graven er næsten 10 m2 og er dermed en af de største kammergrave i Danmark.

Graven ligger tæt på korsvejen mellem Fregerslev og Herredsvejen, som er et vejforløb, der formodes at stamme tilbage fra vikingetiden. Et spektakulært sted for et gravmonument, konkluderer Merethe Schifter Bagge.

Der mangler et par års arbejde i at konservere alle genstandene og og færdiggøre undersøgelserne. Konklusionen er stadig, at der er tale om en af rigets mægtigste personer omkring år 950, som er begravet i Fregerslev ved Hørning.

Hvordan ser det så ud med ideen om at bevare grunden, der ligger i et boligområde, ubebygget - og måske lave en permanent udstilling?

"Jeg ved ikke, hvad der skal ske på sigt, men indtil videre har vi valgt ikke at sælge grunden," siger borgmester Jørgen Gaarde.

Keramiker Mette Maya Gregersen genfortolker det gyldne selespænde.