Fortsæt til indhold

Ny barbershop: Et sted for gentlemen

Joey's Barber har netop slået dørene op tæt på Ceres Byen

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

barber Barberkoste, kamme, sakse. Det hele er sirligt sat op side om side på frisørbordet hos Joey's Barber på Silkeborgvej lige ved Ceres Byen.

De to brødre 23-årige Medafar Mohammed og lillebror 21-årige Malek Mohammed har for nyligt åbnet barbershoppen. Det er den anden i byen - for otte måneder siden åbnede de nemlig en i Thorvaldsensgade, men nu var tiden inde til, at de står for hver deres frisør- og barberbutik.

"Det er et rigtig gentlemen's place," lyder det fra Malek Mohammed, mens hans smil vidner om, at han sammen med brormand er stolt af at have to butikker i Aarhus.

En drøm

Brødrene har, siden de var ganske unge, drømt om at blive frisører og har derfor også taget uddannelsen og kan altså både klippe og barbere - især Malek er dygtig til at lave forskellige designs i håret, hvis man har lyst til den slags.

"Der er ikke så mange af den her slags saloner i Aarhus, og vi tænkte, at det var tiden nu til at have to butikker," fortæller Malek Mohammed, der sammen med broren har fået hjælp af deres far til at åbne salonerne.

Brødrene er født og opvokset i Danmark og bor sammen i dag i Gl. Brabrand, men de stammer oprindeligt fra Kuwait. De gør en dyd ud af at fortælle, at det er et sted, hvor mændene kan komme ind og hygge sig og blive forkælet. Der er nemlig udover barbering og klipning, også mulighed for at få en ansigtsbehandling og få serveret sodavand eller kaffe, mens man bliver klippet eller barberet i salonen, der har en hel væg med blandt andet oplukkere og en gammel Ceres-souvenir.

"Jeg har selv været i Jordan og købe det her til ansigtet. Det er fra Det Døde Hav," siger Medafar og viser en krukke frem med noget rødt ansigtsskrub.

Malek supplerer:

"Vi har sat en storskærm op, og det er et smart tv, så kunderne kan rigtig sidde og hygge sig, mens de får ordnet håret eller skægget. Vi går meget op i, at der er en god stemning, og at kunderne er helt tilfredse, når de går herfra. Det skal være lige præcis, som de ønsker det."

Kælenavn har lagt navn til

Når de har valgt at kalde deres barbershop for Joey, så handler det om, at Medafar blev kaldt for Joey af en kammerat, da han var yngre, og brødrene synes, det passede godt til salonen, hvor alle i øvrigt er velkomne - bare man er mand eller dreng.

"Det er helt bevidst, at vi har valgt at ligge vores butikker her i midtbyen, for havde vi lagt det i Gl. Brabrand, havde det været en anden type kunder, der var kommet. Vi vil rigtig gerne have alle typer, og vi har faktisk fodboldspillere både fra AGF og Randers, der kommer og får ordnet deres hår," siger det to brødre, der drømmer om at blive et kendt brand i Aarhus. Dog forventer de ikke at åbne flere butikker, da de indtil videre synes, at to er passende.