Fortsæt til indhold

Kim Larsen rykker ind på Riisvangen

Aarhus Fremad arrangerer stor koncert 1. juli med Kim Larsen & Kjukken med plads til 10.000 tilskuere

Samfund
Arkiv

Det er et af de helt store danske koncertnavne, der gæster Riisvangen Stadion lørdag 1. juli.
Sammen med folkene bag Northside Festival - Down The Drain Production - er det lykkedes fodboldklubben Aarhus Fremad at få selveste Kim Larsen til at give koncert, som skal ende ud i nogle kroner til klubkassen.
“Vi stiller med 200 frivillige, der blandt skal sælge øl og vores populære stadionpølse 'Fremads Stærke', og vi håber at kunne lave lidt mønt på det til klubben. Vi har en stærk medspiller til denne her koncert og er medarrangør, hvor vi ikke løber nogen risiko. Den eneste risiko, der er ved sådan en koncert for os, er, hvis det pisser ned, og banen bliver fuldstændig smadret,” siger Aarhus Fremads administrerende direktør, Nicolaj Wittendorff.

Plads til 10.000 tilskuere

Der bliver plads til 10.000 tilskuere til koncerten med nationalskjalden på Riisvangen Stadion.
“Det går fint med billetsalget, men der er plads til flere. Vi satser på, at koncerten bliver godt besøgt. Jeg tror, at hvis solen skinner, så kan det godt gå hen og blive en vild sommeraften med nye og gamle Kim Larsen-sange under en stjernehimmel. Det er dét, vi håber på,” siger Wittendorff og tilføjer:
“Kim Larsen har for nylig fået supergode koncert-anmeldelser, og det nye album har også fået ros, så forventningerne til koncerten er høje. Personligt glæder jeg mig rigtig meget til koncerten. Det er jo sange fra min barndom og ungdom. Det bliver en rar rundtur med fede minder.”
Et så stort arrangement skulle også gerne give noget klubånd og fællesskab.
“Det er et fedt, fælles projekt, der kommer til at samle hele klubben. Vi har alle vores førsteholdsspillere fra 2. division til at sælge øl i baren iført Aarhus Fremad-trøjer. Vi glæder os og håber, at vi med sådan et arrangement kan være med til at løfte hele klubben. Det er et fælles projekt for os alle sammen,” fastslår Nicolaj Wittendorff.
Det er så vidt vides første gang, at der er koncert på selve stadion på Hans Egedes Vej 21 i Aarhus N.
“Jeg har hørt, at Lars Lilholt spillede på vores grusbane sidst i 1990erne, så jeg er spændt på, hvad vores bane siger til sådan en koncert. Men vi lægger plader ud for at skåne græsset, og turneringen starter først 5. august, så banen får ro i en måned efter koncerten,” siger Wittendorff.
Her tager Aarhus Fremad hul på endnu en sæson i 2. division.
Men først gælder det altså Lune Larsen på en sommeraften.
“Som jeg ser det, er det eneste, der kan smadre aftenen og et fint overskud, en masse regn, og hvis det bliver en succes, så tror jeg, koncerter er noget, vi gerne vil lave mere af i fremtiden,” lyder det fra Aarhus Fremads direktør.

Nicolaj Wittendorff glæder sig til at åbne stadion-dørene op for koncertgæster på næste lørdag. Arkivfoto

Tag cykel eller bus

Han opfordrer i øvrigt koncertgæsterne til at tage cykel eller offentlig transport til koncerten, for området omkring stadion bliver lukket af, og parkeringspladser er der få af.
Arrangementet spilles i gang af bandet Sonja Hald fra klokken 18.30, og Kim Larsen forventes at gå af scenen klokken 23.30.