Direktør stopper i stor aarhusiansk fodboldklub
Nicolaj Wittendorff siger farvel til Aarhus Fremad efter fire års ansættelse
Afsked Efter fire år som direktør for Aarhus Fremad har Nicolaj Wittendorff valgt at opsige sin stilling. Han stopper i klubben med udgangen af august 2018.
Wittendorff har gjort klubbens hjemmekampe til en særlig oplevelse for både Riisvangens beboere og fodboldfans. Han har søsat fællesskabet 'Fremad Folket', været primus motor på opførelsen af klubbens nye tribune samt opstart denne sommer af isboden 'Hansens Is' ved Bassin 7 på Aarhus Ø. Derudover står Nicolaj Wittendorff bag 'Fremads Stærke', der blev kåret som landets bedste stadion-pølse i 2015.
"Jeg har været rigtig glad for min tid i klubben, og det bliver svært at sige farvel. Jeg føler, at vi er lykkedes med at opbygge et stærkt fællesskab og skabe nogle gode oplevelser for tilskuere, spillere, sponsorer, klubbens ejerkreds og de frivillige. Men nu er det tid til, at der kommer ny energi ind i klubben. Jeg er overbevist om, at der er skabt et rigtig godt fundament, der kan bygges videre på," siger Wittendorff i en pressemeddelse.
"Nicolaj har været primus motor for Fremads udvikling over de seneste år, så klubben i dag fremstår med en stærk identitet, et stærkt brand og som en alternativ fodboldklub, og det skylder vi Nicolaj en stor tak for. Direktørens afgang giver os mulighed for i løbet af de kommende måneder at sammensætte en ny stærk ledelse, der kan bringe klubben fremad mod nye mål. Vi håber at tilknytte Nicolaj til hjemmekampene i en overgangsfase, og jeg ved, at vi kommer til at se ham på 'Vangen', når den nye sæson starter," siger Chris Kroer Jensen, bestyrelsesformand for Aarhus Fremad.