Fortsæt til indhold

Har du det svært? Så er der gratis hjælp at hente

Åben Dialog Forening tilbyder gratis netværkssamtaler der, hvor det passer dig bedst

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

udfordringer Din søn har det måske svært og er på vej ud i et stof-misbrug. Det påvirker ham, dig og hans omgivelser.

Men hos Åben Dialog Forening er der hjælp at hente. Ovenstående er blot et eksempel på en af mange problematikker, som foreningen, der fylder et år lige om lidt, hjælper med.

Åben Dialog er en måde at hjælpe folk videre med deres problemer og udfordringer i livet, og det bliver også brugt i Aarhus Kommune, men selve foreningen er ny og er ikke oprettet i kommunalt regi.

Rita Christensen er stifter af foreningen, og hun fik idéen under et foredrag.

"Det var med en colombianer, og han fortalte om en hel terapeutisk by i Colombia. I byen var de vant til at tage imod blandt andre flygtninge og folk med psykiske lidelser. Tanken om at hjælpe hinanden på en anderledes måde tiltalte mig - at stifte noget, der er udover systemet, som vi kender det," siger Rita Christensen.

Karen Thyrsting var også begejstret for idéen og sammen med hende, Irene Christensen og Peter Schulz etablerede Rita Christensen så Åben Dialog Forening.

Åben Dialog Forening møder dig lige der, hvor du har brug for det.

"Vi har meget med de udsatte borgere at gøre, men vi siger ikke nej til nogen. Vi ser nogle huller i samfundet, og der er mange, der har brug for deres netværk, når de har det svært. Vi gør det gratis, fordi vi gerne vil hjælpe," siger Rita Christensen, og Peter Schulz supplerer:

"Det her er et supplement til de offentlige tilbud - det er en mulighed for dem, der har brug for det."

Løsninger findes i netværket

Åben Dialog Forening er ikke i tvivl om, at løsningerne og mulighederne for forandringer, findes i det betydningsfulde netværk, man har omkring sig, og det er også derfor, der er fokus på samtaler i selskab med ens netværk.

"Forståelsen for et menneskes situation er med til at skabe forandringer, og derfor er det også vigtigt, at alle lytter og har taletid, når vi har Åben Dialog-møder. Vi ved, at det gør en forskel, når folk føler sig lyttet til," fortæller Rita Christensen.

Peter Schulz oplyser, at et møde tager halvanden time, og det er intet problem at mødes flere gange. Det hele foregår lige præcis der, hvor vedkommende ønsker det, og der er også mulighed for at mødes hos Fundamentet på Søren Frichs Vej, hvor Åben Dialog Forening har mulighed for at holde møder.

En stor hjælp

Selv om foreningen kun har eksisteret et års tid, er folkene bag ikke i tvivl om, at de hjælper dem, der har det svært.

"Vi kan mærke, at vi gør en forskel, men vi vil gerne endnu mere ud - folk skal vide, at vi er her, og at vi findes," lyder det fra de to.

Deres helt store drøm er, at Åben Dialog Forening bliver så stor en succes, at der bliver tilsvarende frivillige foreninger i hele landet.