Fra viceforstander i Femmøller til forstander i Klejtrup
Thomas Hagge, der i mange år har virket som lærer og viceforstander på Femmøller Efterskole, starter 1. august som forstander på Klejtrup Musikefterskole
Det er ved at være "School's out for summer. School's out forever," som Alice Cooper synger, for mange unge i disse dage.
Det gælder også eleverne på Klejtrup Musikefterskole (KME) mellem Hobro og Viborg, hvor der også på administrationsgangen hersker en form for opbrudsstemning, idet skolens forstander gennem syv år, Finn Jægersdorf, har valgt at lade sig pensionere.
Han overlader i stedet tøjlerne til et spritnyt ansigt på skolen, Thomas Hagge, der har en mangeårig lokal fortid i Syddjurs som lærer og viceforstander på Femmøller Efterskole, og Thomas Hagge glæder sig til at overtage en veldrevet efterskole.
”Stor tak til Finn for at efterlade sig en fantastisk og veldrevet skole med en skarp profil. Det er et privilegium at få lov til at videreføre og videreudvikle en succes,” siger Thomas Hagge.
Mange elementer vil køre videre uden ændringer, mens andre vil blive styrket og gentænkt:
”Udlandsrejsen er et af skolens stærke kort, fordi vi rejser steder hen, hvor der er en unik kulturel læring at hente – f.eks. i Ghana og på Cuba. Der er et stort potentiale i at blive ved med at afdække nye steder og skabe nye forbindelser rundt omkring,” fastslår Thomas Hagge, som har brugt de sidste par måneder på at besøge og hilse på skolens bagland, f.eks. flere jyske musikskoler.
Musikpolitik
Musikpolitiske mærkesager som den ulige kønsfordeling inden for rytmisk musik er også topprioritet for Thomas Hagge:
”KME har været tidligt ude med initiativer, og vi skal fortsat være med i forreste geled. Vores valgfag ”Girls Only” er ved at bide sig fast, og vi har flere projekter i støbeskeen,” lover den kommende forstander.
Udover en diplomuddannelse i ledelse og erfaring som leder, har Thomas Hagge en uddannelse som folkeskolelærer med blandt andet musik som linjefag. Thomas Hagge er selv udøvende musiker.