Rønde Gymnasium får det bedste frem i eleverne
Region Midtjylland er den region, hvor gymnasierne er bedst til at opfylde elevernes potentiale, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv
Det Kristne Gymnasium i Region Midtjylland er Danmarks bedste til at løfte eleverne. Her løfter man en gennemsnitselev med 0,64 karakterpoint i forhold til det forventede. På Ringkøbing Gymnasium bliver eleven løftet 0,56 karakterpoint.
Rønde Gymnasium indtager en flot femteplads blandt de 30 gymnasier i Region Midtjylland.
Rønde Gymnasium løfter en gennemsnitslev med 0,47 point ligesom Ikast-Brande Gymnasium og Herning Gymnasium på tredje- og fjerdepladsen.
På landsplan indtager Rønde Gymnasium sjettepladsen.
Viden Djurs nummer 2
Grenaa Gymnasium er nummer 27 i Region Midtjylland og 99 på landsplads. En gennemsnitselev på Grenaa Gymnasium ligger 0,15 point under det forventede niveau.
Viden Djurs (herunder HHX i Rønde) indtager en flot andenplads (løfter en gennemsnitselev 0,47 point i forhold til det forventede), når det gælder handelsgymnasier - og ligeledes en flot andenplads på landsplan.
Det viser tal fra Dansk Erhverv, der har analyseret 194 almene, tekniske og handelsgymnasier for deres evne til at løfte elevernes faglige niveau, efter der er taget højde for den enkelte elevs karakterer fra folkeskolen samt bl.a. forældrenes uddannelse og jobsituation.
”Nu har vi lavet denne analyse over nogle år, og det er bekymrende, at der er så stor forskel på gymnasierne i Danmark. Der burde være langt flere, som løfter eleverne, end tilfældet er i dag. Vi bruger mange penge på uddannelse i Danmark, og disse tal tyder på, at vi skal blive bedre til at belønne kvalitet,” siger Mads Eriksen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv om analysens resultater.
Provinsen løfter bedst
Analysen viser store kvalitetsforskelle gymnasierne imellem og tegner et billede af, at de bedste gymnasier ligger i provinsen – især i Region Midtjylland. På top ti over de almene gymnasier, der løfter eleverne mest, ligger seks i Region Midtjylland. Også handelsgymnasierne i Region Midtjylland bulder derudaf og løfter eleverne over det forventede. Og på de tekniske gymnasier er det Syddanmark og Midtjylland, der topper oversigten.
”Gymnasierne burde gøre mere ud af at lære af de bedste. Man har nogenlunde de samme rammer i Midtjylland som i hovedstaden. Derfor burde man også med meget få greb kunne løfte eleverne i resten af landet lige så godt, som de gør i det midtjyske,” siger Mads Eriksen.