Fem kandidater i spil til Ole Laursen Prisen
Hvem, der skal have de estimerede pris, afgøres lørdag 7. juli i forbindelse med Sommerfesten i Knebel
Ole Laursen Prisen gives til en person, der gennem en længere periode har ydet en frivillig indsats på Mols og Helgenæs.
Bestyrelsen har nu modtaget nomineringer på en række frivillige ildsjæle. De nominerede er:
· Eva Elsig for hendes utrættelige indsats for at sikre et ’Mols i Udvikling’.
· Jan Birk bl.a. for hans mangeårige arbejde med at udbygge og udvikle Molsarkivet.
· Jørgen Ørgaard for hans vedholdende indsats i borgerforeningen og med at profilere området.
· Michael Grote for hans store frivillige arbejde i IF Mols – bl.a. som holdleder for seniorholdet.
· Rasmus Brock for hans årelange indsats for bl.a. fodboldafdelingen og bestyrelsen i IF Mols.
Spændingen om, hvem der skal have prisen, der udover æren også inkluderer 5.000 kroner, udløses i forbindelse med Sommerfesten i Knebel, lørdag 7. juli.
Prisen administreres af en bestyrelse på fem medlemmer. Den endelige prismodtager udvælges af bestyrelsen blandt de indkomne forslag.
Hvem var Ole Laursen?
Den 5. december 2012 døde tømrer Ole Laursen, Tved, i en alder af kun 55 år.
Ole Laursen var en af ildsjælene på Mols. I mange år var han formand for bestyrelsen i Tved Forsamlingshus, hvor han ydede en meget stor indsat. Han lagde også mange kræfter og stort engagement i sommerfesten på Mols, i våbenbrødreforeningen og i Tved Brugs. Og så havde han sit store telt, som han lejede ud og også på den måde fik berøring med rigtigt mange mennesker.
Efter hans død fik et par af Ole Laursens venner den idé at stifte en pris i hans navn. Dette skete i fuld forståelse med Ole Laursens samlever, Lene Fast.
Og siden er prisen, der er på 5.000 kroner, hvert år ved Sommerfesten i Knebel blevet uddelt til en lokal ildsjæl.