Fortsæt til indhold

Buddhistisk tempel starter sommerhøjskole

Det buddhistiske tempel og seminar Rangjung Yeshe Gomde synes nu, det er tid at give sit besyv med i samfundsdebatten. De begynder derfor at afholde sommerhøjskole

Samfund
Stine Østergaard

ESBY Der er en sjælden ro over det nedlagte landsted, som i de sidste 25 års tid har fået nyt liv som et buddhistisk seminar med tempel og bedeflag, der blafrer i vinden.

Ro er også noget af det, man kan finde her på Rangjung Yeshe Gomde, hvis man deltager i kurser eller i det nye tiltag – sommerhøjskolen. Der er et hold i uge 29 og et i uge 30 – lige nu er der cirka 40 tilmeldte til hvert hold.

"Det er ved at være på tide, at stedet bliver voksen, og vi ikke bare sidder på puden og ser til. Vi vil tage del i samfundsdebatten og være med i dialogen om vores ideer om demokrati og det gode liv," fortæller Niels Viggo Hansen, der er en del af det fire mand store team på det nye tiltag Gomde Højskole.

På højskolen bliver der både plads til meditation og diskussion. Foto: Gomde

En del af tidsånden

For år tilbage ville flere måske ryste på hovedet ved tanken om en dansk højskole med udgangspunkt i buddhisme. Men i dag er dele af den buddhistiske livsfilosofi langsomt ved at vinde sig ind i populærkulturen med yogahold og meditationsapps.

"Jeg er 61 år, og jeg har haft del i denne her livsfilosofi siden jeg var 5-6 år gammel og fandt ud af, jeg fandt ro ved at sidde og sætte mig ind i mig selv. Først senere fandt jeg ud af, at det var en ting – meditation," fortæller Niels Viggo Hansen, der til dagligt er filosof ved Aarhus universitet.

Han blev dengang set på som lidt af en "weirdo", som han kalder det. Men i dag er mange dele af hans livsstil blevet ens stor del af kulturstrømningen. Det har Ditte Dyrby Poulsen også mærket. Hun er en af de yngre kræfter på højskolen og læser til dagligt til arkitekt i Aarhus.

"Jeg kommer fra Ringkøbing. Og jeg synes, det er sjovt, at helt almindelige mennesker der også tager del i at chante (at synge mantraer, red.) til et yogahold," fortæller hun som et eksempel på, hvor stor indvinding, det har.

Tibetansk buddhisme er kendt for sine mange farverige udsmykninger. Det er fordi, det handler meget om at sanse. Gomde Højskole har udgangspunkt i én af fire retninger inden for tibetansk buddhisme. Foto: Stine Østergaard

Grundtvig og buddha

Rangjung Yeshe Gomde har ikke tradition for at blande sig i omverdenen. Men nu er det altså på tide at give et indspark i samfundsdebatten. Men hvor gør man det?

"Sådan et forum findes der jo netop i Danmark, og det er de højskolerne. Jeg har selv arbejdet på en grundtvigsk højskole, og jeg tror sagtens at Buddha og Grundtvig kan tale sammen," siger Niels Viggo Hansen, der men at fællesskabet er en af de vigtigste værdier ved højskolerne.

Niels Viggo Hansen betegner sig selv som både kristen og buddhist. Der er ikke noget modstridende dér – tværtimod styrker de to livssyn hinanden.

Spændende undervisere

Til sommerhøjskolen underviser lamaer fra både Danmark og udlandet. En lama i denne sammenhæng er en buddhistisk lærer og altså ikke et firbenet, spyttende dyr – som man ellers også kan være heldig at finde på disse kanter.

"Lærerteamet består af blandt andet John Dunne, som er en af verdens førende eksperter inden for sit område og har blandt andet været oversætter for Dalai Lama. Også den verdenskendte komponist David Hykes kommer og underviser i klange og stemmelære," fortæller Niels Viggo Hansen.

De karakteristiske bedeflag i mange farver præger området omkring det buddhistiske tempel. Foto: Gomde

Og man behøver altså ikke at være buddhist for at få noget ud af højskoleopholdet. Der er flere grønne allerede på de første par hold.

"En højskole er alment dannende – der er en grund til, at de ligger under kulturministeriet og ikke undervisningsministeriet," siger han.

I første omgang er sommerhøjskolen et pilotprojekt, men de tror på, at det bliver en tradition, og målet er om tre-fire år at søge om at blive en rigtig dansk højskole. For de synes selv, at man her kan lære noget vigtigt.

"Det, man lærer på Gomde Højskole er at bilve et vågent, kærligt menneske. Sammen med andre."