Fortsæt til indhold

Kolind/Perstrup IF hurtigt tilbage i Serie 1

Kolind/Perstrup IF vandt Serie 2 og rykker efter kun en sæson tilbage i Serie 1. Lokalrivalerne fra IF Midtdjurs rykker ned i Serie 3 efter en Grenaa IF-scoring i dommerens tillægstid

Samfund
Af Martin Schultz

Efter kun en sæson i Serie 2 er Kolind/Perstrup IF tilbage i Serie 1.

Oprykningen blev allerede sikret i forrige weekend, da holdets værste rivaler Randers Freja overraskende tabte på hjemmebane til Hadsten SK.

Der var ellers lagt op til en altafgørende kamp mellem Kolind/Perstrup IF og Randers Freja på Kolind Park på den sidste spilledag, men randrusianernes nederlag fik det forventede topbrag til at fuse ud i en jævnt kedelig sommerkamp, som hjemmeholdet vandt med 5-2 efter en indsats, hvor især angriberen Benjamin Lahn Sørensen strålede med et hattrick. De øvrige mål blev scoret af Sebastian Konrad og holdets topscorer Martin Holm Hansen.

”Det var en ensidig forestilling, og det var tydeligt, at der ikke var noget på spil. Det virkede som om Randers Freja var gået på sommerferie,” siger KPI-træner Thomas Zacher Sørensen.

Han kunne sende sin spillere på sommerferie efter en veludført sæson, hvor Kolind/Perstrup IF i tabellen kun blev udfordret af Randers Freja, men som sluttede med en sikker førsteplads og tilbagevenden til Serie 1.

For et år siden rykkede Kolind/Perstrup IF også op i Serie 1, men opholdet blev ganske kort og kun på én sæson. Træner Thomas Zacher Sørensen forventer ikke endnu en elevatortur op og ned.

”Jeg har en forventning om, at vi kan klare os bedre denne gang. Især hvis vi kan holde os skadesfri, for sidst vi var i Serie 1, var vi ramt hårdt af skader blandt vores angribere.”

Flere spillere ventes tilbage igen efter skader og rejser, og blandt andet ser man frem til igen at råde over målmand André Ørgaard, som har været ude med en skade hele sæsonen.

”Vi har vundet rækken uden en egentlig målmand, for selvom Rasmus Trend Mogensen har gjort det meget godt og over al forventning, så kom han i mål som en markspiller fra vores Serie 4-hold,” siger Thomas Zacher Sørensen, som håber at komme i samme pulje som Vivild IF, som også spiller i Serie 1 i efteråret, for at der kan blive spillet nogle lokalopgør.

IF Midtdjurs rykker ned

Mens Kolind/Perstrup IF således rykker op, blev den sidste spillerunde en skuffelse for lokalrivalerne fra IF Midtdjurs.

IF Midtdjurs skulle vinde den sidste kamp på udebane mod Grenaa IF for at overleve i rækken og lade Grenaa IF synke til bunds.

Og IF Midtdjurs, som har været ramt hårdt af skader i denne sæson og blandt andet fik sat sin topscorer Ahmed udenfor med en alvorlig knæskade, var godt på vej til at redde livet og var foran med 3-2 på to mål af Martin Lindberg og et af Tobias Gudumlund langt ind i dommerens tillægstid, da det lykkedes Grenaa IF at udligne i kampens allersidste minut.

”Det er vores sæson i en nøddeskal,” siger holdleder Klaus Fanø om udfaldet af skæbnekampen, som sender IF Midtdjurs ned i Serie 3 i efteråret.

Mørke IF rykker op

En anden oprykker i lokalområdet er Mørke IF, som efter en flot sæson i Serie 4 var sikret oprykning til Serie 3 inden den sidste kamp mod holdets allerværste rival AC Norddjurs.

De to hold har ligget side om side gennem hele sæsonen og var begge sikret oprykning, da de lørdag eftermiddag på Stenvad Stadion skulle afgøre, hvem der skulle snuppe førstepladsen i rækken.

Det fysisk stærke Mørke IF-hold var godt med i starten af kampen mod det mere boldbesiddende og teknisk dygtige AC Norddjurs, men da hjemmeholdet scorede to gange inden pausen og derefter hurtigt bragte sig foran med 3-0, gik lyset ud for Mørke IF, som blev udspillet og måtte tage hjem med en røvfuld på 6-0.

”Det er første gang i to år, at vi ikke har scoret i en kamp. Vi blev knækket af målet til 3-0. Men vi er glade for at rykke op. Det er 12 år siden at Mørke IF har været i Serie 3, og det er vores tredje oprykning på tre år. Det er godt gået af sådan en lille klub,” siger en trods alt tilfreds Mørke IF-træner Tonni Kristensen.