Klostertorvet har fået nyt look
Nye bænke, toiletter og cykelstativer erstatter de fjernede busskure på Klostertorvet
De fire busskure på Klostertorvet blev for nylig fjernet på torvet, der nu er blevet renoveret og har fået nye bænke, cykelstativer og toiletter.
Tanken med at fjerne busskurene var at få udsatte til at benytte egentlige hellesteder andre steder i byen fremfor busskurene, hvor de udsatte særligt i dårligt vejr har samlet sig.
"Vi har lyttet til de handlende på Klostertorvet, som var frustrerede over situationen på torvet. Det er klart, at vi ikke løser alle udfordringer ved at fjerne busskurene og ombygge torvet. Vi tror dog på, at et lysere, mere åbent og indbydende byrum er et vigtigt skridt på vejen for at understøtte de sociale tiltag, som lige nu også er i gang i området," siger driftschef i Teknik og Miljø, Kim Gulvad Svendsen, i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
Butikker tror på mere ro
Der er også plantet nye robinietræer, hvilket åbner klosterets facade op imod torvet. Det sker i et forsøg på at binde hele pladsen sammen på tværs af busgaden.
På mandag 9. juli bliver byggepladshegnet fjernet, så der igen er adgang til Klostertorvet bortset fra et mindre hjørne, der fortsat vil være spærret af indtil slutningen af næste uge.
"De fysiske forandringer vil uden tvivl give mere ro på Klostertorvet. Det er dog vigtigt at sørge for, at vi ikke blot flytter problemerne et andet sted hen. Vi håber, at de igangværende sociale tiltag kan bidrage til yderligere forandringer"” siger Claus Broberg, restauratør hos CANblau og talsmand for de erhvervsdrivende på Klostertorvet.
jr