Det bedste er Arena’en og kunstgræsbanen
Formanden for Hammel GF Mogens Lyngby glæder sig over gode faciliteter
I de syv år, som Mogens Lyngby har været formand for Hammel GF, er der sket en del. Foreningen har i jubilæumsåret 11 afdelinger med i alt 3.700 medlemmer.
Hans bedste oplevelser i foreningen er, at Hammel Idrætscenter blev udbygget med Arena’en i 2015, og at man efter meget arbejde kunne indvie den længe ventede kunstgræsbane ved Hammel Stadion i august 2016. De to ting ser han som de bedste oplevelser i sin tid som formand, fordi rigtig mange mennesker har glæde af de to faciliteter.
Idræt på tværs
Mogens Lyngbys ønske efter jubilæumsåret er at få opbygget en ny afdeling, hvor medlemmerne kan dyrke idræt på tværs, og man kan vælge til eller fra.
”For eksempel er der folk, som ikke altid ønsker at spille fodbold en hel sæson men gerne vil svømme eller spille badminton noget af tiden. Hvis vi kan få et fleksibelt system, hvor vores medlemmer kan vælge til eller fra, så vil mange flere få glæde af vores gode faciliter,” siger han.
Færre i bestyrelser
Et andet ønske er at bløde HGF-organisationen op, så i stedet for at have en bestyrelse for hver afdeling, så vælger man en hovedbestyrelse, som står for det overordnede arbejde. Resten melder sig til de opgaver, som de har lyst og tid til at hjælpe med.
”På den måde kan vi undgå besværet med at finde folk til afdelingsbestyrelserne. I øjeblikket er der ca. 80 personer de 11 afdelingsbestyrelser, og de mange frivilliges resurser vil kunne gøre endnu mere gavn, hvis de meldte sig til sportsudvalg, arrangementsudvalg eller hvad de har lyst til at hjælpe med,” siger Mogens Lyngby.
Ikke langt fra ide til handling
Foruden Arena’en og kunstgræsbanen så glæder Mogens Lyngby sig meget over, at Hammel GF ansatte Allan Bo Andresen som event- og marketingchef fra 1. september 2017.
”Det koster ikke meget pr. medlem at have Allan Bo Andresen ansat, og han klarer mange af de opgaver, som jeg eller andre skulle klare efter arbejdstid. Desuden er der ikke længere langt fra idé til planlægning og gennemførsel i Hammel GF. Senest så vi det, da vi startede E-Sport op, og vi er slet ikke færdige med at udvikle Hammel GF”, siger Mogens Lyngby.
”Hammel GF er min hobby, jeg ser ikke mig selv som frivillig, jeg er med i Hammel GF fordi det er sjovt,” tilføjer Mogens Lyngby.