Præsteklumme: Tidens fylde - lykke og lyse nætter
præsteklumme Jeg er tidsoptimist.
Jeg tror min familie og kolleger har opdaget det for længe siden, og nu er jeg også begyndt at sige det højt - mest til mig selv. Nu er det sagt - det lettede - selvom det også er pinligt - meget pinligt. For dem, der har styr på tiden, er også dem, der har orden i tingene. Det er dem, der har kontrol, dem, der får tingene til side. Når vi skal mødes, har de også retten på deres side. Hvis jeg ikke kommer til tiden, så spilder jeg deres tid - og det er sandt nok, så jeg kommer oftest til tiden - i sidste øjeblik. De synes også det ville være bedre for mig, at være i bedre tid - og efter i mange år at have givet dem ret, så vil jeg nu forholde mig en smule tvivlende.
Jeg tror, Gud har skabt både tidsoptimisterne og dem, der har styr på tiden - og jeg tror ikke nogen af dem kan undværes. Jeg tror også begge parter kan få noget ud af at iagttage, hvordan de, der er anderledes end én selv, bruger tiden.
"Vi skal holde tiden!" "Vi skal ikke spilde tiden!" "Vi skal bruge tiden med omtanke!" Sådan siger dem, der har styr på tiden - og det er fornuftigt. "Det skal nok gå!" "Vi når det nok!" "Der er god tid!" Sådan siger tidsoptimisterne. Og man kan godt komme til at stresse hinanden, blot ved at have forskellig tilgang til begrebet tid.
Nu er det blevet midsommer, dagene bliver kortere igen. Måske kommer den indre kontrollant op i os, og vi tænker umiddelbart, at så er der mindre tid, og vi skal begynde at passe godt på tiden igen. For det er jo faktisk sådan, at vi allesammen giver lidt mere slip, når dagene er længere - og vi føler vi har mere tid, end i de korte vinterdage. Børnene får lov at være længere oppe, vi glemmer tiden, fordi mørkets frembrud ikke minder os om at klokken er blevet otte, og vi skulle være begyndt på aftensmaden for længe siden. I de lyse sommernætter vågner tidsoptimisten i de fleste af os. Vi sidder og nyder den lyse sommernat, som ofte bringer gode stunder med nærhed, intensitet og gode samtaler med sig. Her er der tilmed tid og rum til at indrømme noget at det svære og pinlige. Samtalen begynder for alvor der, hvor vi har tid nok. Så har tiden fylde. De lyse nætter er ikke forbi - vær opmærksom på og brug løs af tidens fylde. Tidens fylde er der, hvor evigheden fylder tiden, og for en stund er det ikke så vigtigt hvad vi når, men at vi er til!