Det ’dufter’ stadig lidt af bryggeri...
Ceres Byen står efter planen klar i 2018, og dermed er Aarhus’ gamle bryggeri omdannet til et moderne bolig-, studie- og erhvervsområde. Enkelte steder bevares de historiske rødder dog
Kranerne slipper ikke Ceres Byen lige foreløbig. Det store byfornyelsesprojekt centralt i Aarhus forvandler noget tid endnu den gamle bryggerigrund til flere moderne boliger og erhvervskontorer.
Frem til december 2018 vil byggeriet være i gang på arealet mellem Silkeborgvej og Carl Blochs Gade midt i byen, hvor de studerende allerede er rykket ind på VIA Campus og flere hundrede lejligheder også er taget i brug.
Når kranerne indstiller arbejdet, vil der være opført i alt 55.000 kvadratmeter med beboelse, godt 40.000 kvadratmeter er til uddannelse og 30.000-35.000 til firmaer.
Cirka halvdelen af erhvervslejemålene er udlejet på nuværende tidspunkt, oplyser Peter Thorsgaard, der er afdelingschef hos entreprenørfirmaet Enggard A/S, som har købt alle byggeretter til de 140.000 kvadratmeter på bryggergrunden af Royal Unibrew.
En del af firma-lejemålene findes i Ceres Plaza, der er under opførelse, og som i 2018 bliver det allersidste byggeri, der står færdigt.
“Ceres Plaza bliver et kombineret bolig- og erhvervshus,” forklarer Peter Thorsgaard.
Spar Nord og entreprenørfirmaet Viggo Madsen har allerede lejet sig ind huset og kan forvente at flytte ind i de nederste etager i december 2017, mens boligerne er de sidste, der står klar.
En integreret del af Spar Nords nye kontorfacade i Ceres Plaza ud mod Silkeborgvej bliver muren fra det gamle bryggeris generatorhus.
“Lige nu står facaden som en kulisse. Men den bliver stille og roligt bygget ind i Ceres Plaza,” fortæller Peter Thorsgaard.
Der er i det hele taget blevet lagt vægt på, at man kan spore fortiden i de moderne bygninger.
“For os har det været vigtigt, at byen har spor tilbage til det gamle bryggeri. Farverne på vinduerne og på altaner på Lottrupgården matcher for eksempel farverne på den gamle administrationsbygning og Jyske Palæ,” siger afdelingschefen.
Han nævner også navnene Bryggerhaven og Lottrupgården, der stammer fra Ceres-grundlæggeren Malthe Conrad Lottrup. Og at brostenene er bevaret omkring de bevaringsværdige bygninger.
Designmanual er rød tråd
Derudover har entreprenøren lavet en designmanual for udformningen af veje, stier, pladser, belysning, skraldespande og skiltning i Ceres Byen.
“Det gør vi for at få en rød tråd gennem byen, så lige meget hvor du kommer ind henne, så ved du med det samme, at du er i Ceres Byen,” siger Niels Thorsgaard.
Ceres' gamle have, der ligger ned til åen, var i mange år lukket for den almene aarhusianer, men er nu offentlig tilgængelig og bliver også løbende sat i stand.