Lokal øl sikrer penge til Øm Kloster
Bryggerfamilien Palm fik ide om samarbejde med museum, som siden har fået over en kvart million kroner
Hver gang, der nydes en af de specielle Klosterøl fra Klosterbryggeriet, der har til huse i Vitved nær Skanderborg, så ryger et beløb fra til bevaring og drift af Øm Kloster.
Siden 2009 og indtil videre er det således blevet til over en kvart million kroner, som er røget ind på museets kontoøremærket Øm.
Det var bryggerfamilien Palm, som i sin tid henvendte sig til Skanderborg Museum for at høre om muligheder for et samarbejde.
Baggrunden var, at det nystartede bryggeri ville have et navn, kunderne forbandt med ølbrygning.
I middelalderen var det netop munke på klostre, der stod for at brygge øl. Således også på Øm Kloster.
“Vi syntes, det var en god indfaldsvinkel at hedde Klosterbryggeriet, og i 2008 sagde museets bestyrelsen god for, at vi kunne bruge historier, ølnavne og segl fra Øm Kloster til vore øl,” husker Poul Erik Palm.
Øm Kloster, Skanderborg Museum og Kulturarvsstyrelsen gav således lov til, Klosterbryggeriet kunne tage den gode historie om øl op, som er foregået på Øm Kloster.
Historien har siden givet navne til øl som Svendeøl, Årsøl, Hamborgøl og Sorte Alken, hvor der til hver øl er tilføjet en lille autentisk historie hentet fra museets arkiver.
“Samarbejdet har været godt for os, og jeg håber, at det også er godt for museet,” siger Poul Erik Palm.
Klosterbryggeriet er en familievirksomhed med Poul Erik Palm i spidsen som bryggeren og datteren Signe på fuldtid, ligesom datteren Ann Linn, som er uddannet designer, skaber Klosterøl-etiketter efter behov. Den øvrige familie er også med på sidelinjen og giver et nap med, når der er behov for det. Og så udgør familien udgør også bryggeriets bestyrelse.
Det er Poul Erik Palm, der har arbejdet i bryggeribranchen siden 19-års alderen og siden har taget en bryggeruddannelse, som laver opskrifterne til bryggeriets øl. Fra starten i 2008, hvor det første bryg blev lavet, var det beslutningen ikke at investere i eget bryghus, men i stedet lejede man sig ind og fik brygget lavet på egne anvisninger hos eksisterende danske bryghuse, hvor der dengang var ledig kapacitet.
Det viste sig at være en klog beslutning, for finanskrisen bredte sig ikke lang tid efter begyndelsen. Klosterbryggeriet rystede imidlertid stormen af sig. Blandt andet ved at udvide sortimentet med importerede specialøl.
I dag har Klosterbryggeriet 240-250 forskellige typer inklusiv egne øl. Øllet sælges til 1200 kunder over det meste af landet udelukkende til specialbutikker. Bryggeriet har syv ansatte. Der er også lanceret en serie med frugt-saft.
“Vi mener selv, at vi er fuldt levedygtige. Vi skovler ikke penge ind, men det løber rundt,” siger Poul Erik Palm, hvis ølfilosofi bygger på gode råvarer, god smag, og en god oplevelse til forbrugeren.