Klumme: Så er der VM i bold - vi håber Danmark kæmper som Peru

Da jeg sidste søndag mødte op til gudstjeneste i en af kirkerne i omegnen, stod kirketjeneren på prædikestolen og var ved at gøre klar til gudstjenesten.

”Nå” siger jeg ”vil du tage prædikenen i dag”. ”Nej, det er dit område” var hans svar. Men efter gudstjenesten, hvor jeg i prædikenen var kommet ind på fodbold, fortrød han lidt:

”Du kunne jo bare have sagt, at det handlede om fodbold, så kunne jeg sagtens have sagt noget”, var hans kommentarer.

Jeg holdt mig ikke tilbage med at fortælle om fodbold, selvom jeg ikke har meget forstand på det. Jeg kunne måske have lært lidt om ydmyghed af kirketjeneren, men det gjorde jeg ikke, for også her vil jeg inddrage VM i fodbold.

Og Danmark var jo kommet godt fra start i hvert fald, når det gælder point. Det er godt, der ikke gives point for kunstnerisk udførelse. I kampen mod Peru havde holdet som helhed ikke fået mange point. Jeg følte virkelig med Peru, de kæmpede i modsætning til Danmark til sidste sekund. Det var som om, Danmark spillede efter mottoet: den, der spiller stille, spiller godt, og så ellers lade målmanden om at redde æren, det sidste lykkedes, men ikke det første. Hvad mon træneren har tænkt, spillede de efter hans plan? For det er det, det drejer sig om: træneren sætter holdet og lægger planen. Spillere skal ikke følge deres egne ideer. Træneren har brug for spillere, der brænder for sagen, spillere der sætter alt til side for fodboldens skyld. Når vi er med, handler det om at vinde. De må ikke have andre guder.

Der er brug for spillere, der kæmper videre selv i de mest håbløse situationer, der skal kæmpes til sidste minut.

Men hvad har VM i bold med kristendom at gøre? Ja, nu er det jo ikke fordi, disse klummer behøver at handle om kristendom, men der kunne vel være en forventning om det, når det er mig eller en af de andre præster, der skriver dem. Så derfor også denne. Og hvad handler dybest set ikke om kristendom, det er jo en måde at leve sit liv på, som ikke kan skilles fra alt det andet, vi foretager os. Min viden om fodbold alene kan i øvrigt heller ikke fylde en hel klumme.

Men kan fodbold sammenlignes med kristendom?

”Overhovedet ikke”, ville nogen nok sige – og andre: ”temmelig meget”. Jeg hører til de sidste. Der gælder helt samme indstilling, om vi er på et fodboldhold eller på kristendommens hold. Fodbold er en holdsport, det er kristendom også, det handler om at løfte en opgave, vi tror på, i fællesskab. Opgaver, der er til glæde og gavn, opgaver, der lærer os noget om ”bevægelse”, lærer os at beherske teknikker og udvikle motorik, lærer os sociale aspekter at kende, opgaver, hvor vi har idealer og drømme. Vi skal brænde for kristendommen, vi skal ikke give op, selvom der er modstand. Vi må heller ikke have andre guder. Jeg tror, det er vældigt foreneligt med sport – ja med alt, at vi også har en tro på noget mindre hånd – eller fodfast.

I kristendommen er der én træner, og han har sat reglerne.

Der er dog noget meget væsentligt, der er helt anderledes og forunderligt ved det hold, han sætter, nemlig at vi alle kan være med. Det er et verdenshold, hvor en enkelt skade eller to ikke betyder, at vi må blive hjemme, når kampen skal spilles.

Der er en anden lille sjov ting. Det gælder jo om at ramme målet, og få bolden ind, det er det, der giver point. Når bolden rammer stolpen eller går helt forbi, kan der lyde et: Åh – det var synd. I kristen sammenhæng er synd netop at ramme ved siden af målet. Det kristne mål er at leve i fuldkommen kærlighed til vores medmennesker, men det er der ingen af os, der kan. Åh – det var synd. Vi rammer ikke engang stolpen, men skyder ofte langt ved siden af. Det er endnu mere synd.

Men det skal ikke forhindre os i at gå ind i kampen med vilje og mod til at vinde.

God kamp og god sommer!