Broarbejde og en snak med de lokale i Ulstrup
Et bygningsarbejde har indskrænket Ulstrup Bro, men trækstien fungerer - også på cykel, hvis man tør.
Jeg folder min lille cykel ud, da jeg har parkeret bilen på Dannebrogspladsen i Ulstrup en tidlig morgen.
"Der sker da ingenting i Ulstrup," hørte jeg en god ven sige for nogen tid siden. Der var vejret isnende koldt, i dag er det højsommer med lige over 25 grader i skyggen.
Cyklen skal en tur ud af trækstien, som Favrskov Kommune har etableret langs med Gudenåen ud til Bamsebo Camping et par kilometer længere vestpå.
Jeg når ind under Ulstrup Bro, da et støjhelvede bryder løs. En eller anden er oppe på broen igang med den store tryklufthammer for at splitte betonrækværket ad.
Jeg trækker mig hurtigt tilbage og svinger istedet nedad Vestergade, hvor jeg for enden møder et par herrer.
"Trækstien, kan jeg finde ned til den her?"
"Kør hen til Engvej og ned der," får jeg venligt at vide.
Jeg spørger de to lokale gentlemen, hvad de synes om trækstien.
"Den er rigtig fin, jeg har også prøvet at cykle, men det er den for smal til, synes jeg," lyder det fra den ene.
"Jeg har ikke været dernede endnu, men det er da spild af penge," mener den anden.
Vi får en snak om tidligere tiders træksti, som blev brugt af hestene, der trak pramme med træ fra Randers Havn op til Papirfabrikken i Silkeborg.
"Der er en fin fortælling om dengang ovre på Ulstrup Slot," får jeg at vide.
Det bliver en kort tur på trækstien med cyklen i dag. Den er mest til gående, og kan virke lidt ujævn indimellem.
"Det er jo også en natursti," får jeg at vide på Dannebrogspladsen, hvor en kommunal medarbejder er landet i sit køretøj. Han tester et nyt indberetningssystem, som borgerne snart kan bruge, når de ser et hul i vejen - eller et ødelagt trærækværk, som måtte lide under en Skt. Hans fest fornylig.
"Så den skade indberetter jeg lige her," siger medarbejderen og trykker på sin iPad.