Stærkt butiks-team i Hørning vinder hæder
Prisen som månedens butik kom i hus foran 276 andre Matas-butikker
Man er nødt til at skrive KUNDESERVICE med store bogstaver, når man skal beskrive, hvad der er vigtigst for det lille, men meget kvikke team bag Matas i Hørning.
Teamet fik oven i købet papir på kvikheden fornylig, da der var diplom og blomster fra Matas-kæden som bevis på værdigheden af at være blevet kåret til månedens butik i den interne konkurrence blandt kædens ikke mindre end i alt 277 butikker.
Begrundelsen var, at Matas i Hørning udmærker sig ved kriterier som bl.a. en flot omsætningsvækst i forhold til budget og et stærkt team med fuldt fokus på god kundeservice.
Matas teamet i Hørning består af butikschef Hana Tellawi, faglært materialist Camilla Krogh og elev Kristine Eriksen.
"Vi havde ikke set det komme og blev meget overraskede, men vi kan kun sende takken videre til kunderne for deres store opbakning," siger Hana Tellawi.
Hun glæder sig ekstra, fordi holdet bag Matas er et relativt nyt team, der har arbejdet meget bevidst med især god kundeservice. Hæderen er et bevis på, at det er lykkedes.