Røndes karate-kæmpere klarede gradueringerne
Cheftræner Lasse Lorentzen gradueret til 4. dan
karate Søndag 17. juni var cheftræner Lasse Lorentzen fra Rønde Karateklub sammen med Mathias Bugge Refsgaard Poulsen og Christian Højgaard Mohn til graduering i København for sortbælter i karate.
For at bestå, skal der gennemføres en hård og tre timer lang prøve, hvor evner, fysik og det mentale presses til det yderste. Det blev til en flot graduering, og alle tre bestod.
I Rønde Karateklub er der derfor god grund til at fejre gradueringen, for ikke alene er det en personlig sejr, det er også et stort aktiv for klubben og alle medlemmerne, der modtager undervisning fra klubbens mange sortbælter, der alle brænder for karaten.
24 år med karate
Lasse Lorentzen var en af Rønde Karateklubs første medlemmer, da klubben blev stiftet i 1994. Det er dermed blevet til 24 år med karate, hvilket i sig selv er en flot præstation.
Foruden klubben i Silkeborg, som er Jyllands største, er Rønde Karateklub den eneste med en 4. Dan gradueret cheftræner i hele Jylland og Fyn.
Mathias Bugge Refsgaard Poulsen begyndte i klubben som 10-årig, har trænet karate i 14 år, og er nu gradueret til 2. dan. Christian Højgaard Mohn har trænet karate i over otte år og blev ligeledes gradueret til 2. dan.
Stolte medlemmer
Opbakningen til cheftræneren og to af klubbens instruktører var heller ikke til at tage fejl af på klubbens Facebook-gruppe, da klubbens stolte medlemmer modtog resultatet af søndagens graduering.
Rønde Karateklub har i dag ni trænere og hjælpetrænere som er gradueret til 1. dan, 2. dan og 4. dan.
Dan-grader indikerer en persons fremskridt indenfor karate. For at opnå sortbælte (1. dan) kræver det minimum fem års træning, og at man har det brune bælte. Når man blevet 1. dan skal man vente to år for at kunne gå til prøve til 2. dan og derefter tre år til 3. dan osv.
Karate er en unik sport i den forstand, at både forældre og børn kan træne sammen på lige vilkår, fortæller Rønde Karateklub i en pressemeddelelse.
Karate er en sport for alle, både børn og voksne, og det er en sport man kan træne hele livet. Karate handler ikke om, som nogen måske tror, at slås. Karate handler om ikke at lade nogen slå en - selvforsvar, om ydmyghed, om at være i balance - mentalt såvel som fysisk, skriver de videre.
"Karaten er med til at skabe hele mennesker, og derfor er Rønde Karateklub også et aktiv for Syddjurs, vi fortsat skal udvikle," udtaler bestyrelsesmedlem Daniel Duvald i pressemeddelelsen.
Som en personlig anekdote fortæller Daniel Duvald, at karaten har været med til at forandre hans hverdag markant:
Ændrede hans liv
"Som selvstændig IT-konsulent med arbejde fra egen bopæl, dårlige madvaner, overvægt og kun lidt eller ingen motion, så jeg en vej frem mod livsstilssygdomme, kropslig utilfredshed og en rollemodel for mine børn, jeg ikke kunne forsvare.
Da min ældste søn, som i dag er 10 år, ønskede at starte til karate, var jeg bestemt ikke en oplagt kandidat. Jeg var tung, stiv som et bræt og i dårlig form, men blev alligevel hurtigt overtalt - måske fordi det var en drøm som barn at træne karate. I dag, halvandet år senere, træner jeg 2-3 gange om ugen, min ældste søn to gange om ugen, og min yngste søn, der ikke helt er gammel nok, plager om at komme med.
Jeg har oplevet Rønde Karateklub som en klub, hvor det sociale prioriteres, hvor man har det sjovt, og med et stærkt sammenhold. Til andre vil jeg sige: det er aldrig for sent, og hvis jeg kan, så kan du også. Det sværeste er at tage beslutningen," fortæller han.
Skulle nogen have lyst til at prøve kræfter med karaten, tilbyder Rønde Karateklub gratis prøvetimer, og nye elever optages løbende. Klubbens begynderhold træner hver mandag og onsdag kl. 17-18 i Spejlsalen i Rønde Idrætscenter.
jesl