Fortsæt til indhold

Larm, støv og øget trafik ved Tulipgrund

De mange nye bebyggelser i området omkring Tulipgrunden kommer ikke til at gå ubemærket hen.

Samfund
Af Martin Jørgensen

På Tulipgrunden skabes en ny bydel på det tidligere fabriksområde, der har huset slagterivirksomheden Tulip.
Ifølge A. Enggaard, der er bygherre på projektet, kommer lokalområdets nye store nabo ikke til at blive en realitet uden larm, støv og andre gener.

Derfor er det også vigtigt for A. Enggaard A/S at informere borgerne i lokalsamfundet om, hvad der kommer til at ske, så folk er forberedte.

“Fabrikken lukkede i 2008 og stået tom lige siden, og den har løbende været udsat for vandalisme og 11 brandstiftelser og henligger i dag som en spøgelsesby. Det har været utrygt for naboerne og vi vil gerne sende det signal til naboerne, at nu starter vi med at fjerne de gamle produktionshaller, samtidig med, at vi rydder op og går i gang med at skabe en hel ny flot bydel som er tryg at færdes i,” siger Ole Ruby Eskildsen, projektleder på Tulipgrunden.

Øget trafik

Den store byggeplads og de mange ændringer i området kommer til at føre mere trafik af sig, for byggepladsen skal rumme en arbejdsplads med 75-100 medarbejdere, når der er flest, fortæller Ole Ruby Eskildsen.

Det kommer, ifølge projektlederen, til at betyde mere trafik i området end normalt.

“Der kommer naturligvis mere trafik, end folk er vant til. De har jo vænnet sig til et noget mindre trafikmønster, end da fabrikkens cirka 300 ansatte var i gang med store tunge kølebiler til og fra området. Men veje er jo beregnet til at færdes på og dimensioneret til en vis mængde trafik, fortæller Ole Ruby Eskildsen.

Rystelser og afspærringer

Naboerne kan komme til at opleve rystelser. Rystelserne er dog så godt som ufarlige, da de er indenfor de tolerancer, som enhver bygning skal kunne tåle. Projektlederen er da også fortrøstningsfuld forud for de mange nye ændringer.

“Vi håber, at naboerne har forståelse for de gener, der vil være fra ethvert byggeri, som eksempelvis lyden fra store entreprenørmaskiner og lastbiler til og fra pladsen. Det skal nok blive godt igen, når fuglekvidder kommer til at være det dominerende lydbillede i dette naturskønne område,” fortæller Ole Ruby Eskildsen

I forhold til ombygningen, at krydset ved Høiriisgårdsvej/Truevej skal bygges om, vil der forekomme midlertidige afspærringer på Truevej. Afspærringsarbejdet er opdelt i flere faser, hvor forskellige dele af anlægsarbejdet vil blive udført.

De første to faser forventes at give størst gene for den nuværende trafik, fordi der i afspærringen indgår inddragelse af et af de to nuværende kørespor.

Det vil sige, at trafikken på Truevej I afspærringsperioden vil være præget af signalregulering og skiftende ensretning af trafikken. Det vil medføre periodevis kødannelse, når trafikken er størst om morgenen og om eftermiddagen.