Længe ventet nyt tag lægges på nu i Voldby
Voldby Forsamlingshus får en make-over af de helt store
Det har været et ønske i Voldby nær Hammel, at byens forsamlingshus skulle have et nyt tag. Især fordi det gamle efterhånden var blevet så tyndt, at gæsterne kunne kigge op i skyerne - eller næsten.
Derfor bliver disse varme sommeruger brugt på at skifte taget ud. Det fortæller Ida Mathilde Szatkowski fra Voldby Beboerforening.
"Vi har i beboerforeningen arbejdet på dette projekt i efterhånden tre år. Rygningspladerne skaller, og det er i det hele taget træt og udslidt at se på. Derfor glæder vi os utroligt meget til at se resultatet," fortæller hun.
Voldby Forsamlingshus er kendt af mange. Det ligger på den normalt stærkt trafikerede rute 26 Viborgvej, men da Lokalavisen Favrskov kigger forbi, er sommerferien også sat ind trafikalt.
Lokale håndværkere
Oppe på taget arbejder de to håndværkere Martin og Søren fra det lokale tømrer- og maskinsnedkeri Ivan Østergaard Jensen på Urbakkevej i Hammel. Mester er selv lige et smut forbi, da avisen er på besøg.
Ida Mathilde Szatkowski ser frem til at arbejdet er færdigt.
"Det skal være skidt, før end det bliver godt. Så i de kommende par uger vil der rode og larme omkring forsamlingshuset," siger hun.
"Tagudskiftningen giver helt sikkert forsamlingshuset et positivt løft udover selvfølgelig funktionen et tæt tag!"
Projektet realiseres ved hjælp af økonomisk støtte fra Landsbyrådet Favrskov Kommune og Nordea-fonden."
wuf