Debat Syddjurs: Vi savner information om ny cykelsti mellem Koed og Ryomgård
"Har den 9. juli modtaget indkaldelse til åstedsforretning, der foretages den 9. august.
Af indkaldelsen fremgår det, at en del af min forhave skal eksproprieres.
For at få yderligere oplysninger henvender jeg mig til Vej og Trafik samt juridisk afdeling hos Syddjurs Kommune.
Får begge steder den besked, at de personer, der har med sagen at gøre, er på ferie og først kan træffes igen 6. august.
Men - allerede den 6. juli - inden indkaldelse fra Syddjurs Kommune - møder jeg to repræsentanter for Dan Jord på min ejendom.
Med sig har de fyldestgørende materiale, der nøjagtigt viser, hvor stort et areal jeg mister, ligesom det viser, hvilke foranstaltninger der skal foretages for at sikre mine udhuse.
Er arbejdet allerede sendt i udbud - og i såfald - er reglerne om udbud overholdt?
Hvornår forventes arbejdet igangsat?
For vores vedkommende her på Ballevej 2 i Koed har indgrebet stor betydning, idet vi ifølge lokale ejendomsmæglere står til en væsentlig nedsættelse af en evt. salgssum på ejendommen. Er det rimeligt at kommunens millionprojekt skal koste den enkelte borger dyrt?
Under hele forløbet af cykelstier mellem Kolind og Koed og nu til Ryomgård foregår der ingen oplysninger til borgerne."