Fortsæt til indhold

Alle inviteres gratis til pokalbrag med verdensstjerner i Hadsten

Firmaet Byens VVS - Hadsten har købt alle billetter, som nu deles rundhåndet ud

Samfund
Arkiv

Der er garanti for tophåndbold, når Vestjyskbank Arena i Hadsten lukker dørene op onsdag 22. august til 1/8 finalen i Santander Cup mellem Hadsten Håndbold og Team Esbjergs forsvarende pokalmestre med verdensstjernerne Sandra Toft, Line Jørgensen og måske den mest omtalte kvindelige håndboldspiller Estavana Polman. I spidsen for dette stjernemandskab står Årets Træner Jesper Jensen.

Men der er også garanti for en fyldt Vestjyskbank Arena, for indehaver af Byens VVS Lars Nonboe har købt alle billetterne, som fra 1. august kan afhentes gratis i Hadsten Optik i Søndergade i Hadsten.

”Vi har et Top-15 hold i Danmark henover de sidste to år i Hadsten Håndbold, og nu kommer en flok håndboldstjerner på besøg – det, synes jeg, fortjener fri entré”, siger Lars Nonboe i denne pressemeddelelse.

”De har gang i noget spændende i Hadsten Håndbold, og nu er jeg også blevet personlig sponsor på nogle af spillerne, så jeg synes, de fortjente en fyldt arena til en sådan kamp.”

100 procent opbakning

Simon Buus Olsen, Salgs- & Eventansvarlig hos Hadsten Håndbold er naturligvis glad for at kunne melde fri entré til den største kamp i Hadsten i halvandet år siden den famøse oprykningskamp mod Ringkøbing.

”At Lars har valgt at gå ind og købe samtlige billetter er jo fantastisk og viser, at der bakkes 100 procent op lokalt omkring de her fantastiske piger. Så nu håber og tror jeg endnu mere på at vi fylder hallen og får skabt en fed kulisse omkring kampen.”

”Vi bliver nok ikke de 1.000 mennesker, der var i hallen imod Ringkøbing i april 2017, men jeg tror på, vi ender ud i at nogle må stå op pga. manglende siddepladser,” lyder det fra Simon Buus Olsen.

Jesper Jensen i VIP-Lounge

Før kampen afholder klubben et større VIP-arrangement, hvor klubbens samarbejdspartnere er inviteret til spisning og oplæg om kampen ved den nye cheftræner Jeppe Vestergaard.

Men også Årets Træner i Danmark, Jesper Jensen kigger op forbi VIP-Loungen før kampen, fortæller Simon Olsen.

”Der blev handlet lidt, da jeg snakkede med ham. Vi ville gerne spille kampen tirsdag, men Jesper var vedholdende på onsdag, og så må han en tur op i VIP-Lounge før kampen, for at jeg gik med til det,” siger Simon Olsen.

Der kan være 100 personer i VIP-afdelingen. Og det bliver der. /wuf