Vilhelmsborg gentager giga-succes med Grease
I år var regnfuld, og der var ikke mange publikummer til musicalen 9 to 5
Den kommer til at stå på velkendt og god musik, når Grease indtager Vilhelmsborg Festspil i 2018.
I år var det 9 to 5, der var på programmet, og den solgte ikke særlig godt, og der var samtidig dårligt vejr det meste af spilletiden.
“Det er klart, at efter i år, så har vi sat alle sejl ind på at skabe en succes igen. Vi har kigget på, hvad der tidligere har kørt godt og været en succes. Vi har spillet flere musicals mere end en gang, og samtidig er der heller ikke så mange forskellige stykker at vælge imellem, som egner sig til vores festspil. Grease har stor appel til mange både på scenen og hos publikum, og derfor er valget faldet på den,” fortæller Lisbeth Lautrup, formand for Vilhelmsborg Festspil.
Realistiske mål
I 2006 spillede Grease senest på Vilhelmsborg Festspil, og der var der publikumsrekord med over 21.000 besøgende.
Målet i 2018 er dog langt fra dette tal.
“Vi går med livrem og seler, og vi havde et lille underskud i år. Vi har lagt vores budget efter, at der kommer 10.000 ud og ser stykket. Vi er rigtig glade, hvis der kommer flere, for vi vil gerne blive ved med at kunne opføre Vilhelmsborg Festspil, og ja, så satser vi selvfølgelig på godt vejr næste år,” lyder det fra formanden.
Samme instruktør
Ved Dolly Parton-stykket 9 to 5 var det Dorthe Hansen Carlsen, der var instruktør, og det gjorde hun så godt, at hun også har fået opgaven i 2018.
“Hun leverede en fantastisk forestilling, og vi vil gerne samarbejde med en instruktør flere gange, så det glæder vi os til,” siger Lisbeth Lautrup.
En af dem, der til gengæld ikke har samme rolle, som han plejer, er kapelmester Thomas Christensen. Han er ikke på i samme omfang som tidligere efter eget ønske. I 2018 kommer han til at stå for sang-indstuderingen, mens Kasper Skytte kommer til at være kapelmester på Grease.
“Stykket er i helt trygge hænder hos de to, og de har helt styr på det,” lover Lisbeth Lautrup.