Regn og tomme pladser ødelagde ikke premieren på Vilhelmsborg Festspil
Tirsdag 1. august var dagen, hvor Vilhelmsborg Festspil 2017 blev skudt i gang.
“Det gik hamrende godt. Det regnede en smule, så vejret var ikke helt med os, men alle dem, jeg har snakket med, følte sig godt underholdt.”
Sådan siger en begejstret formand for Vilhelmsborg Festspil, Lisbeth Lautrup, om gårsdagens premiere.
“Skuespillerne var helt euforiske, da de var færdige, og jeg kan da også se på Facebook, at de havde en fed fest ovenpå gårsdagens første musical,” siger formanden.
Tomme tilskuerrækker
Modsat tidligere år, så var der tomme tilskuerpladser at skue på pladsen. Årsagen til det har formanden svært ved at forklare, men hun er fortrøstningsfuld:
“Der er mange, der stadig er på ferie. Og så tror jeg, at der er mange, der ikke køber billet til premieren, fordi de går ud fra, at der allerede er udsolgt,” siger Lisbeth Lautrup, der samtidig fortæller, at senere forestillinger er udsolgt.
Publikum bliver, efter endt forestilling. normalvis informeret om næste års program. Det var dog ikke tilfældet i år, men det er der en helt særlig årsag til.
“Vi har ikke fundet ud af, hvad der skal være på næste års program. Vi har mange ting oppe at vende i bestyrelsen. Men det ikke lige sådan at tage en beslutning, for det er ikke altid, at man kan få det, man gerne vil have,” siger Lisbeth Lautrup.
Premieren er hermed overstået, og selvom flere tilskuerpladser var tomme og regnen gjorde sit for at gøre oplevelsen mindre behagelig for skuespillere og publikum, så er Lisbeth Lautrup sikker i sin sag, når tankerne går på Vilhelmsborg Festspil 2018:
“Vi vender helt sikkert tilbage igen næste år - det er der ingen tvivl om.”