TV: Nej da. Lokalavisen må ikke optage video fra byrådets møder
Lokalt medie, der dækker hele Favrskov Kommune ville optage fra byrådssalen i Hammel, men fik nej
En sag af længere varighed har indtil videre fundet sin slutning.
Siden kommunalvalget i 2017 har Lokalavisen Favrskov anmodet Favrskov Kommunes byråd om at måtte optage video fra byrådsmøderne. Det har byrådet netop afvist på det seneste byrådsmøde. Med begrundelsen om, at det ikke er rart at blive optaget bagfra (tilhørerpladserne er bag de fleste byrødders pladser).
Politikerne henviser til, at byrådsmødet streames, og at man dagen efter kan gennemse det og linke til bestemte afsnit i dagsordenen.
Se borgmester Nils Borring (S) forklare, hvorfor politikerne ikke ønsker at lade Lokalavisen Favrskov optage video, eller redigere i rå-filen her. (Åbner i et nyt vindue)
Det gøres i Folketinget
Byrådet og kommunen har retten til video-streamingen via hjemmesiden. Dermed ønsker byrødderne ikke, at medier kan modtage rå-filen og redigere den færdig til en video med et klart budskab til borgerne.
Noget lignende ser man fra Folketingets debatter, hvor især politiske medier bringer udvalgte uddrag fra politikerne, når de går på talerstolen. Se eksempel fra Altinget.dk
"Det er ærgerligt at Favrskov byråd vælger at se sådan på det", siger Kian Johansen, lokalredaktør på Lokalavisen Favrskov.
"Min intention med at bede om lov til at redigere råmaterialet, er netop at bringe byrøddernes holdninger og beslutninger ud til masser af borgere, i en forkortet og redigeret form. Jeg kan konstatere, at Favrskovs politikere ikke ønsker at konkrete sager bliver redigeret ned til to minutters forståeligt tv. Jeg syntes det er synd - for både borgere og politikere. Og især for det lokale demokrati. Oftest sidder jeg og en enkelt journalist fra et dagblad som de eneste tilhørere til byrådsmøderne."
200 ser Kommune TV
Det konkrete antal seere på Favrskov Kommunes egen hjemmeside, når der livestreames og dagene derefter, ligger på mellem 100-200 brugere, har kommunaldirektør Jan Kallestrup tidligere oplyst til Lokalavisen Favrskov.
Lokalavisen Favrskov har alene på Facebook over 6.800 følgere og på hjemmesiden www.favrskov.lokalavisen.dk er der årligt over en million sidevisninger, ifølge Googleanalytics.com.