Bilist fik ildebefindende og ramte et træ
Michael Wulff
Lørdag aften ved 19.30-tiden blev ambulance og redningskøretøjer fra Beredskab & Sikkerhed station Hammel sendt til T-krydset Anbækvej og Hammelvej i Hammel.
En varevognschauffør havde tilsyneladende fået et ildebefindende og var derfor kørt af vejen og ind i et mindre træ på Anbækvej. Det fortæller indsatsleder Per Allan Nielsen, Beredskab & Sikkerhed Favrskov.
"Manden havde uheldigvis ramt det eneste træ, som står lige der. Han sad teknisk fastklemt og skulle have vores hjælp til at komme ud og ind i ambulancen. Lægeambulancen mødte også frem."
Der er ikke yderligere oplysninger om chaufførens tilstand. Han blev kørt på skadestuen.