Pris for godt naboskab på Mosevænget
Midtjysk Boligselskabs Afdeling 61 i Hammel har fået Boligkontoret Danmarks pris
Da jazzmusikken forleden holdt pause i Midtjysk Boligselskabs Riverboat-telt i Silkeborg, blev repræsentanter for bestyrelsen i det almene boligområde på Mosevænget i Hammel kaldt op på scenen, skriver selskabet i denne pressemeddelelse.
Det er æren som gælder
Det var formand for Midtjysk Boligselskab, Bjarne Almind Johansen, der havde en pris, der skulle uddeles:
"I gør et stort stykke arbejde for at skabe trivsel for beboerne, og resultatet er blevet et godt sammenhold i afdelingen," sagde formanden, og så overrakte han et flot diplom og 3000 kroner.
Diplomet for BDKprisen vil blive hængt op i fælleshuset, for det er æren, der for alvor betyder noget, mener afdelingsformand Lotte Aagaard og kasserer Yvonne Gammelgaard Kristiansen, der modtog prisen på bestyrelsens vegne.
Og der er da også god grund til at være stolt, for Hammel-afdelingen vandt den lokale pris foran boligselskabets ikke færre end 72 øvrige afdelinger over hele Midt- og Østjylland. wuf