Fortsæt til indhold

Markbrand: Landmænds harver bremsede ilden

Markbrand ved Ulstrupvej, tæt på Langå blev delvis bremset af harver. 300 kvadratmeter skov brændte ned

Samfund
Kian Johansen

Ulstrup/Langå I dag ved 13.00-tiden beviste vakse landmænd at en traktor med harve er en god ting at have stående.

For da ilden udviklede sig under høstningen på en mark syd for Ulstrupvej mellem Ulstrup og Langå, så hoppede landmændene ind i deres traktorer med harver, som de klogeligt havde kørt frem.

"Stor ros til dem. De formåede at bremse branden og delvis afskære den," siger indsatsleder Niels Henrik Nielsen fra Beredskab og Sikkerhed, Randers-Favrskov-Djursland.

For ilden løb næsten hurtigere end traktorene kunne køre ned mod en mindre skov i sydling retning, væk fra Ulstrupvej.

Ilden nåede at fortære godt 300 kvadratmeter skov inden det tilkaldte brandvæsen fik stoppet ilden. Nu venter et par timers efterslukning, vurderer indsatslederen.