DMI i kovending: Nu ser weekendens vejr helt anderledes ud
Først blev der lovet rigtig meget regn søndag i Aarhus. Nu er DMI klar med en noget mere solrig prognose
Tirsdag kunne Lokalavisen Aarhus fortælle, at der var et ordentlig regnvejr på vej mod Aarhus, som ville give op til 20 mm regn henover Aarhus. I dag ser det noget anderledes ud, oplyser Klaus Larsen, der er vagthavende hos DMI.
"Det er jo ret usikkert med de her prognoser," fortæller han til Lokalavisen Aarhus, da DMI netop har udsendt en ny vejrudsigt for weekendens vejr i Aarhus.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Den er nemlig slet ikke så regnfuld som gårsdagens. I stedet ser det ud til, at det holder tørt i dagstimerne, og at der kun falder lidt regn i løbet af natten mellem lørdag og søndag.
"Det ser ud til, at regnvejret passerer Aarhus natten til søndag. Måsker falder der lidt regn søndag morgen, men ellers skulle det holde tørt i dagstimerne," fortæller han og tilføjer, at der forventes op til otte mm. regn natten til søndag.
"Det bliver lidt køligere søndag. Nok omkring 25 til 28 grader," fortæller Klaus Larsen fra DMI.
Så er det spændende, hvordan vejrudsigten ser ud i morgen, for som den vagthavende så godt siger det, så er det jo ret usikkert med de her prognoser.