Fortsæt til indhold

Hun gør det frivilligt: Læser medicin i sommerferien

Katharina Hellmund fra Hammel bruger sommerferien på at lære om medicin på Medicinsk Teknologi Camp i København

Samfund
Arkiv

Ferie og læring Hun er 17 år gammel og går til daglig på Favrskov Gymnasium. Men frem for at bruge tid ved stranden eller sommerhuset har Katharina Hellmun fra Hammel valgt at bruge en uge på skolebænken og lære om medicin.

Sammen med 43 andre gymnasieelever fra hele landet er hun taget på Medicin og Medicinsk Teknologi Camp i København.

Det er Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF) der har arrangeret.

Undervisningen er lavet af frivillige universitetsstuderende, som ligesom deltagerne har taget en uge ud af deres sommerferie, for at give andre unge et unikt indblik i den medicinske verden. Underviserne kommer fra forskellige universiteter og forskellige studier, og det giver deltagerne god mulighed for at lære mere om de muligheder der er i Danmark for medicin-og sundheds-studier.

Vi kan lære og lave fejl

"Campen er en god måde at tilbringe den ekstra tid, man har i sommerferien. Det skal ikke ses som en ekstra uges skole, men en fokuseret uge med andre unge, som også synes medicin lyder interessant," fortæller Katharina Hellmund til Lokalavisen Favrskov.

Katharina Hellmund nyder at være sammen med andre ugne og ikke at være ramt af præstations-pres. Så kan man lære af sine fejl.

Vil du bruge det du har lært til noget efterfølgende?

"Måske, måske ikke. Det er en god baggrundsviden at have, men jeg har ikke besluttet mig for hvad jeg skal studere efter gymnasiet endnu, så det er ikke sikkert jeg kommer til at bruge det i forbindelse med min uddannelse."

Hvad er det bedste ved at være afsted?

"Campen er, i modsætning til normal skolegang, ikke fokuseret på præstation, men 100 procent på læring. I og med, at der ikke er et præstationspres, er folk mere åbne overfor læringen, og ikke bange for at lave fejl. Der har været rigtig mange frivillige, som feks. en studenterforening, der giver os et indblik i hvordan det er at studere på universitet, og frivilligt lærer fra sig. Programmet er struktureret med både det sociale og faglige i fokus, så selvom der er fokus på det faglige, er det ikke trættende."

Hvad har du lært, som du ikke vidste i forvejen?

"Vi har bla. lært om sutur (altså at sy sår sammen). Det var meget interessant at få et indblik i alle de forhold man skal tage hensyn til når man syr. Lige fra hvordan man holder nålen, til hvordan man undgår infektion i såret efterfølgende. Vi har også fået et foredrag om dermatologi fra en hudlæge, samt mange lektioner fra medicinstuderende frivillige."