Mindeord: Kendt redaktør død
Mindeord om redaktør Michael Bove, som er død, 65 år gammel
I anledning af redaktør Michael Boves død 14. juli har journalisten og vennen, Thomas Christensen fra Helsingør, sendt nedenstående mindeord. Michael Bove boede i Fredensborg.
Michael Bove var en entusiastisk og engageret forkæmper for public service i Danmarks Radio. Gennem 30 år i DR som programmedarbejder, redaktør, projektleder og markedsføringschef var Michael Bove med til at indfri DRs forpligtelse til public service. Men det var ikke kun et spørgsmål om at sprede programmer til hele befolkningen af alsidig, kulturel og oplysende art, for Bove var det også vigtigt at involvere befolkningen. Gennem projekter som DRs sundhed.dk, lægens bord, TV-åben, danskernes akademi etc. var Bove med til at finde eksterne samarbejdspartnere og aktører og eksperimenterede med nye rammer for public service.
Digital bogbrænding
Inden sin død nåede Michael Bove fra sygelejet at opleve de kraftige nedskæringer i DR og den kommende overgang fra Licens til finanslov. Bove mente, at vi var vidne til digital bogbrænding, og at ægte fri public service var afgået ved døden. Kontrol af kultur, medier og kunst er nøglen til den totale kontrol over et samfund. Og risikoen for yderligere nedskæringer ved hver eneste finanslov er til stede, sagde han.
I 2004 startede Michael Bove sammen med læge Peter Qvortrup Geisling en udvidet version af Lægens Bord og den efterfølgende DR.dk/sundhed, som var et samarbejde med de største sundhedssites i Danmark og som på det tidspunkt blev en af de mest populære sites.
Bove stod desuden bag en lang række programmer i DR/TV fakta, undervisningsafdelingen, DR aktualitet og DR-videnskab. Han var ansvarlig for udarbejdelsen af den strategi, der i 2001 skaffede DR en ekstra radiokanal til musik og kultur.
Kørt ned af spritbilist
Michael Bove har været afhængig af en kørestol siden 1979, da han blev kørt ned af en spritbilist. Og nogle af hans første programmer i DR var om handicappedes forhold, nemlig radioprogrammerne på P1 under DRs ”Handicapmagasinet” i 1983 og 1984.
Men hans handicap var ikke at spore i DR-arbejdet, hvor han ikke skånede sig selv. Han har gennemført mange krævende produktionsrejser ikke kun i Danmark og Europa, men også til Nicaragua, hvor Michael Bove i midten af halvfemserne tog på en måneds reportagetur for at lave nogle TV-udsendelser om et Danida-støttet projekt til gavn for handicappede efter årtiers konflikt blandt Sandinister og Contraer.
Ironside-stil
En anden rejse gik til Bruxelles, hvor Michael Bove i 90’erne skulle lave nogle programmer om EU til DRs "TV-åben". Under optagelserne havde Bove et interview med den daværende danske EU-kommissær Henning Christophersen, og her fik Bove Christophersen til at gå ned af Berlaymont-gangene og “tilfældigt” møde Michael Bove, som i bedste “Ironside-stil” kørte forbi og hilste med et "Hej Henning". På samme rejse fik Bove en kontorchef i kommissionen til at køre rundt med sig i en labyrint-hæk i en park, mens kontorchefen prøvede at forklare det til tider kringlede EU-system. Skævvredne tilgange til programmerne var vigtige elementer for Michael Boves arbejder.
Kolleger beskriver det sådan, at hans handicap gav ham større viljekraft, styrke og mod. Og det var der særligt brug for, idet Bove ofte arbejdede for projekter, der - som en tidligere chef udtrykte det - gav ledelsesgruppen nogle ekstraordinært vanskelige opgaver. Flere chefers tålmodighed er blevet sat på en kraftig prøve, og der kunne af og til være et element af sprængfarlighed over Bove og hans ideer, som én udtrykte det.
Humor og selvironi
Men Michael Bove har som regel overlevet på produktets beskaffenhed og den faglige ekspertise, og var det ikke nok, brugte han sin humor og selvironi. En chef har en gang sagt, at Bove kan transformere et bjerg af vanskeligheder til et hav af muligheder. Han har selv været chef for mange, og hans leveregel var, at en god chef aldrig demonstrerer sin autoritet, for alle ved, at han har den! Mange kolleger har nydt godt af Michael Boves gnist, idérigdom og gåpåmod.
Michael Boves lammelser og handicap tærede gennem årene kraftigt på ham, og han var igennem flere operationer. Han gik på pension for halvandet år siden. Fra sygelejet over de sidste to år var Bove stadig produktiv og syslede med projekter, han skulle starte op, når han kom til hægterne igen. Men det gjorde han ikke - både han og lægerne måtte til sidst give op.
Æret være Michaels minde.