Hammel-kører i form efter rallyer i Tyskland
motorsport Når Lasse M. Sørensen fredag 10. august om aftenen stiller til start i det årlige Rallyshow i Fårvang, sker det med masser af fart i kroppen.
For mens det traditionsrige løb i byen mellem Viborg og Aarhus er første løb efter sommerferien for de fleste deltagere, er det ikke tilfældet for den 20-årige rallykører fra Hammel. Han har nemlig ikke holdt pause fra sporten, men brugt sommeren til rallyer i Tyskland.
"Jeg er lige kommet hjem fra Rallye Wartburg, som jeg havde set meget frem til at prøve," fortæller Lasse M. Sørensen i en pressemeddelelse.
"Der var 20 startende i R2-klassen, så der var ingen tvivl om, at der var hård kamp om placeringerne, men jeg håbede på, at jeg sammen med Ole R. Frederiksen kunne følge op på den gode andenplads, som vi havde opnået i Sachsen Rallye, hvor vi kæmpede med om sejren," fortsætter han.
Trods bilproblemer formåede Lasse M. Sørensen og Ole R. Frederiksen at holde sig på fjerdepladsen, som blev til en tredjeplads, da et af de forankørende mandskaber blev diskvalificeret.
jesl