Fortsæt til indhold

Inger-Lis er elsket af alle

Samfund
Arkiv

Mærkedag Med en uddannelse som købmand som en del af bagagen kom Inger-Lis Andersen i 1970’erne fra Selde i Salling til Lystrup. Hun fik job i et supermarked i Risskov for, mente hun, fremtiden lå i butiksfaget sammen med kunderne.

Men i 1978 lykkedes det en god ven at 'lokke' hende til Terma til et job som operatør i fabrikken, og en dag for 34 år siden var der bud efter hende til et arrangement i kantinen. Det gav 'fast' ansættelse, og dermed var hun tilbage i sit rette element som kantineassistent.

Fredag 3. august har Inger-Lis Andersen 40 års jubilæum i Terma, men selv om dåbsattesten dokumenterer, at hun nu har ret til en månedlig og livsvarig ydelse fra staten, er der ikke planer om det.

Hun er kendt og elsket af alle i Terma for sit dejlige humør, sit varme smil og sin formidable hukommelse. Selv i en tid, hvor nye kolleger kommer til i et ekstraordinært stort antal, har hun styr på navne, spise- og slikvaner og så videre. Og det samtidig med, at kander og kurve fyldes op og gæster får serveret ved bordene. Drivkraften er en uforlignelig forståelse for servicebegrebet kombineret med et veludviklet købmandskab.

Begge dele gør Inger-Lis Andersen flittigt brug af bag en anden disk - i sin egen tøjforretning 'Cotton Look' i indkøbscentret ved SuperBrugsen i Lystrup. Når arbejdsdagen i Terma er slut, begynder en ny i den private forretning, hvor hun sammen med sine medarbejdere har opbygget en solid og trofast kundekreds gennem tredive år.

Tid til egne børn og fem børnebørn er der også og til jævnligt at besøge sin åndsfriske mor på 92 år på Nordsalling.

Når hun holder fri – og det hænder – står der ofte rejser og oplevelser på programmet, blandt andet Smukfest sammen med et hold veninder.

Jubilæet markeres i hovedkantinen i Terma på Hovmarken 4 i Lystrup fredag 3. august klokken 14:30.

ksa