Smukby: Et kulturelt sammenskudsgilde af de helt store
Stigende opbakning til Smukby i Skanderborg fra år til år
"Jeg synes det er en stor fornøjelse at gå gennem midtbyen og opleve al den leben og se byen helt anderledes end til daglig. Og så er det fedt. at så mange er med og bakker op."
Sådan lyder det fra Vibeke Guldborg Breuerbach, der er koordinator på projektet Smukby, som rulles ud i Skanderborg i denne uge.
Fællesskab i den helt store skala. Eller med andre ord et sammenskudsgilde af dimensioner.
To sætninger, der hver for sig præcist beskriver "Smukby".
En ganske særlig uge i Skanderborg. hvor byen viser sig fra sin allerbedste side og præsenterer en bred vifte af kulturelle og folkelige aktiviteter forskellige steder i midtbyen.
"Samarbejdet omkring Smukby er rigtig stærk. Det startede lidt søgende og uden vi vidste hvad det kunne eller skulle blive til. Men det var et ønske fra cityforeningen og kommunen om at sætte mere fokus på midtbyen under Skanderborg Festivalen," fortæller Vibeke Guldborg Breuerbach.
Smukfest var hurtig til at bakke op om initiativet. Herefter etablerede cityforeningen, Bloms, Smukfest og Skanderborg Kommune en styregruppe, som i fællesskab bærer ansvaret for Smukby. Kommunen har rollen som tovholder, mens det er aktørerne i midtbyen, der giver indhold til de mange forskellige arrangementer i løbet af SmukByFest-ugen.
Musik-events et hit
Specielt er de mange musik-events populære og har gæsternes store bevågenhed og interesse. Her er det blandt andet Bloms og Vinoble, der står for at skabe stemning tirsdag og torsdag, mens Børneprogrammet er på plakaten fredag og lørdag og arrangeres af Smukfest.
"Det tager nogle år at opbygge traditioner. Men vi kan se, at flere får det som et fast punkt i programmet, at de blandt andet skal ned og danse med børnene til MG om lørdagen," fortæller koordinator Vibeke Guldborg Breuerbach.
Butikkerne ud på gaden
Smukby er afhængig af, at butikkerne kommer ud på gaden og laver forskellige former for sjov og ballade.
"Det er nemlig de små og hyggelige oplevelser, der vise de mange gæster, at vi har en attraktiv by. Det er også finurlighederne, der gør, at borgerne i byen synes det er sjovt af besøge midtbyen under festivalen. For butiksejerne er det også en måde at møde kunderne på en mere uformel måde og skabe endnu tættere bånd til kunderne."
Vibeke Guldborg Breuerbach glæder sig over så mange af butikkerne har taget SmukByFest til sig.
"Rigtigt mange af butikkerne deltager med små og store ideer og butiksejerne og ansatte nyder at få nogle grin og anderledes oplevelser med deres kunder."
Og så passer det projektets koordinator, at opbakningen stiger støt, og der kommer nye aktører og nye ideer til hvert år.
Kulturskolen er i år inde over eventen ved at pynte op i midtbyen, hvor butikkerne har budt ind med diverse materialer, der har kunnet finde på deres lagre.
Så viljen til at bidrage og hjælpe de øvrige aktører i SmukByFest i Skanderborg er stor.