Japansk performancekunst da frøkoret blev præsenteret
Misa Namekawa kom, så og bjergtog sit publikum
ST. SJØRUP Sæsonens fjerde og sidste "Sommerby" i St. Sjørup bød på intet mindre end afsløringen af et unikt kunstværk skabt af den japanske kunstner Misa Namekava, der forinden havde tilbragt en uges tid i byen for at realisere kunstprojektet.
Misa Namekawa var i efteråret med i et kunstprojekt i Udby og Udbyhøj, hvor hun sammen med to kunstnerkolleger var med i et projekt, hvor der skulle skabes tre små kunstværker i samarbejde med lokale fra nærområdet. Og det hele skulle klares i løbet af en uge.
Den japanske kunstner skabte sammen med en række lokale en fiskeformet flagfigur kaldet "Koinobori", der kan ses ved færgestedet i Udbyhøj Syd.
Det nye projekt i St. Sjørup er skabt med støtte fra Norddjurs kommune, materialer sponsoreret af El-Tek i Nørager og Mørch Teknik i St. Sjørup, hvor Klaus Mørch også har givet husly til den spændende japanske kunstner og bidraget med arbejdstimer for at bringe frøskulpturen fra tegnebrættet og ud i virkelighedens verden.
St. Sjørup Bylaug bidrager med den sidste del af finansieringen.
Noget at brokke sig over
Inden Misa Namekawa gav en lille koncert sammen med frøkoret ved kanten af søen gav Lars Gaaei, formand for bylauget kunstværket blandt andet sidde ord med på vejen.
"'Vi synes det ville være rart her i byen, hvis folk havde et eller andet at gå og brokke sig over. Kunne skælde ud over der er blevet brugt penge på og som de måske over tid kommer til at sige, det kunne vi egentlig ikke rigtigt undvære. Så det var da godt vi fik det.
Og så kunne Misa Namekawa, der kommer fra den store japanske havneby Kobe, ellers gå i gang med sin performance og indvielse af skulpturen, der også kan betragtes som et moderne stykke installationskunst.
Misa fik smilene frem
Publikum - en mindre udsøgt skare - havde taget plads på bænke og på græsset og kunne så ellers med spænding vente på, hvad der nu skulle ske.
Nogen troede, de skulle overvære et lille traditionelt korværk.
Misa fik smilene frem
Men de fik i stedet et lille sødt og charmerende optrin, hvor den japanske performancekunstner brugte forskellige, mere eller mindre almindelige remedier som kost, plastik-fisk i line og små pinde. Sidstnævnte kastede hun mod frøkoret og brugte dem siden som trommestikker.
Klaus Mørch kom også på banen, da han som doktor iført hvid kittel skulle reparere et par frøer, som Misa havde slået løs fra deres stålbøjler. naturligvis helt efter drejebogen.
I starten af optrinnet virkede flere blandt publikum lidt usikre over hvad det nu lige var, de var vidne til.
Men snart kom de små smil frem på ansigterne og Misa Namekawa fik da også et stort og velfortjent fortjent bifald, da hun vendte sig mod publikum for at modtage sin applaus sammen med frøerne i koret ved søen i St. Sjørup.
Et frisk og inspirerende initiativ fra bylauget i St. Sjørup, der til næste år kan fejre 25. års jubilæum for "Sommerby-markedsdagene".
Så mon ikke der lines op til nye tiltag, der kan være med til at festliggøre "sølvbrylluppet" og viser vejen frem mod de næste 25 år.