Fortsæt til indhold

Der er tvivl om ministres adgang til festivalbilletter

Eksperter er ikke enige om gaveregler for ministre

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

En ekspert vurderer, at flere ministre har taget imod fribilletter fra musikarrangementer som Smukfest og Roskilde festival i strid med de regler, der gælder.

Det skriver Berlingske Tidende i en artikel, hvoraf det fremgår, at alle 179 medlemmer af Folketinget hvert år inviteres gratis til Skanderborg Festival.

Tilsvarende blev hele ministerholdet inviteres til kvit og frit at deltage med en ledsager på årets Roskilde Festival.

Steen Bønsing, professor i forvaltningeret ved Aalborg Universitet, vurderer ifølge Berlingske, at det er svært at finde en begrundelse for, at ministre skal deltage gratis i festivaler, medmindre der er et helt klart fagligt sigte med besøget, da ministre er omfattet af forvaltningereglerne om gaver, som også gælder for andre ansatte i det offentlige.

Professor i forvaltningeret ved Københavns Universitet, Michael Gøtze, vurderer derimod, at det for en minister kan være en juridisk gråzone - som det ikke ville være for en almindelig offentlig ansat, der helt klart bør takke nej til at modtage en festivalbillet.

En aktindsigt, Berlingske Tidende har fået, viser, at integrationsminister Inger Støjberg (V) blev inviteret gratis til Smukfest i 2015, 2016 og 2017, og at hun i 2016 ønskede at deltage i hele festivalen. Inger Støjberg har ikke ønsket at svare på spørgsmål i den anledning.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) takkede i 2015 ja til en Smukfest-billet, og i 2016 og 2017 til en Roskilde billet. Han har heller ikke ønsket at udtale sig til Berlingske Tidende. Det samme gælder innovationsminister Sophie Løhde (V), der gratis har deltaget en enkelt dag på Roskilde Festival og Smukfest, i 2016 med en privat ledsager. Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen deltog gratis i Roskilde Festival med din hustru i 2016, hvor der var arrangeret en relevant rundvisning.

Til Berlingske Tidende siger Poul Martin Bonde, formand for Smukfest, at han ikke har noget overblik over, hvor mange politikere, der takker ja til en gratis festivalbillet.

Men han finder det yderst relevant, at politikerne får et indblik i et stykke foreningsdanmark, der rækker ud over kommunegrænsen, og som berører flere myndighedsområder. Tilsvarende holdning har talskvinde for Roskilde Festival, Christina Bilde.

Byrådet i Skanderborg Kommune har siden 2010 haft en tradition for at kunne deltage en enkelt dag uden egenbetaling på Smukfest, hvor de inviteres på en rundvisning og et møde med festivalledelsen.

Før kunne byrådsmedlemmer frit deltage i hele festivalen. Borgmester Jørgen Gaarde tog initiativ til denne opstramning for at sikre, at byrådets habilitet i forhold til festivalen ikke kunne bringes i tvivl.

I år har Claus Bloch (V) ønsket at få fri adgang til hele festivalen som medlem af byrådets Miljø- og Planudvalg - for at kunne besigtige forholdene og afviklingen.

Claus Bloch fik ikke flertal for forslaget. Et flertal i udvalget vurderede, at den slags kontrolopgaver varetages af kommunens medarbejdere, der for eksempel målet støjniveauet.

I stedet får udvalget en studietur på festivalpladsen i form af en politikkontrol af myndighedstilladelser.

Borgmester Jørgen Gaarde støtter heller ikke ideen om fri adgang for udvalgets medlemmer.