Kirkeklumme: I Guds hånd…
KLUMME Betragt hånden. I den står meget at læse. Årene lægger sig i hånden som linjer – fine og grove. De bugter sig over fladen og fingrene; nogle har ligget i hånden, fra den blev til, andre opstod hen ad vejen og vidner om levet liv. Hænderne afslører et menneskes alder – nogle vil mene at de endda afslører meget mere end det..
Hånden er et stærkt symbol. Tænk, hvor vi betjener os af den – stort set – konstant. Hånden tager det grove og det fine arbejde. Vi tager den ofte for givet.
Indenfor religionerne er hånden er et tilbagevende symbol. Navnet for den symbolske hånd er varierende - det samme med håndens betydninger. Overordnet peger hånden betydningsmæssigt hen mod noget a la skæbnen.
- alligevel dog ikke helt. Skæbne bærer i sig en negativ klang, som ikke hører til hånden som religiøst symbol. Håndens betydning i religionen er oftest positiv - knyttes til en tro på, at nogen eller noget holder hånden over os. Leder os ad rette stier. Men også at der ligger en overordnet plan bag vores liv og færden.
I kristen sammenhæng taler vi om Guds forsyn. Til læren om forsynet hører den forståelse af verdens gang og af menneskelivet, at det til alle tider er omfattet af Guds kærlige omsorg via en indsigt i, hvad der skal komme.
Vi lever så at sige vores liv i Guds hånd og følger veje vi ikke selv har besluttet. Mangt et moderne menneske vil have svært ved at se sig selv i det billede. Skulle alt på forhånd være besluttet for mig?
Forsynstanken kan dog godt bære tanken om, at mennesket er udstyret med en fri vilje. Den frie vilje hører til mennesket fra dets skabelse. Vi er - som ærkebiskop Desmond Tutu siger det – Guds medarbejdere. Vi er handledygtige i de betingelser, vi er blevet stillet.
Forsynet er en kærlig vej og omsorg. Vi mennesker kan faktisk godt ændre noget.
Men hen ad livets vej, så erfarer de fleste mennesker – Gud ske lov – dog også, at der er grænser for, hvad et menneske kan ændre.
Så man skal vælge sine kampe med omhu.
Og når vi lægger os ind under forsynet i tillid til dets kærlige afsæt, så lykkes det os måske på lykkelig vis den dag, verden tilsyneladende braser sammen at tænke; Guds veje er uransalige.
For nok kan vi kæmpe – men vi må kende vores time, når den kommer. Og lægge vores kræfter, hvor de skal lægges rigtigt. Lægge os ind under forsynet og acceptere, at der er ting vi ikke kan ændre – og i stedet ændre det vi kan.
Til forsynstanken ligger den kærlige kendsgerning, at i Guds hånd går vi ikke fortabt. Hvilke veje vi end valgte at gå, så gik vi dem trods alt i sidste ende hos Gud.