Anders Breinholt sælger sin kæmpe herskabslejlighed: Pris 10,5 millioner
Efter kun to år i den 200 kvadratmeter store lejlighed på Østerbro flytter tv-værten
Der skal ske noget nyt boligmæssigt i Anders Breinholt og fruen Lines liv. Parret har nemlig sat deres store herskabslejlighed på indre Østerbro med udsigt over Københavns søer til salg. En lejlighed som de kun har boet i siden november 2016, skriver Boliga.
De knap 200 kvadratmeter er sat til salg for 10.495.000 kroner, og for det beløb får den nye ejer seks værelser, flere toiletter og badeværelser, bryggers og blandt andet også en brændeovn. Alt sammen i omgivelser der af ejendomsmægleren Danbolig Østerbro-Nordhavn beskrives som helt suveræne til den store familie.
Kvadratmeterne er da også udbudt til salg en anelse over gennemsnittet i området. Ifølge oplysninger fra Boliga koster en gennemsnit kvadratmeter i Østerbrokvarteret nemlig knap 48.250 kroner, mens Breinholts måske snart tidligere hjem er udbudt til salg for godt 54.000 kroner pr. kvadratmeter.