Fortsæt til indhold

Mølleslusen holder ikke tæt

Samfund
Arkiv

I forrige uge fik Skanderborg Kommune ejeren af Fuldbro Mølle til at lukke for slusen, så der ikke løber mere vand end højst nødvendigt til fisketrappen ud af Skanderborg Sø, der er plaget af usædvanlig lav vandstand på grund af den tørre sommer.

Sidste melding, som UgeBladet fik fra kommunen, var, at nu er der lukket.

Det er der imidlertid ikke. Hans Dollerup fra Skanderborg, der oprindelig gjorde kommunen opmærksom på, at der var et problem - mølleejeren er nemlig forpligtet til at lukke for slusen, når vandstanden faldet under et bestemt mål. Ja han har været ud for at se på forholdene efter beskeden fra kommunen. Og han melder:

"To af sluseportene mangler de sidste 10-15 cm i at være lukket, og kun det ene af de to huller i sluseportene er repareret. Vandet løber derfor stadig lystigt ud af søen," skrev han onsdag i sidste uge til UgeBladet og Skanderborg Kommune.

Kommunen løfter fingeren

Senere onsdag fik UgeBladet følgende besked fra Bente Uhre, miljøtekniker i Skanderborg Kommune:

"Jeg har været ved Fuldbro Mølle i formiddag, og kan godt se, at der ikke er lukket helt for stemmeværket, der løber stadig vand igennem. Jeg vil snarest tage fat i ejerne af Fuldbro Mølle for at få dem til at lukke helt, med undtagelse af fisketrappen."

Hans Dollerup, der er medlem af Skanderborg Roklub, fortæller, at vandstanden nu er så lav i Skanderborg sø, at roklubben ikke længere kan sejle under hverken tog- eller motorvejsbroen, da de ellers vil støde på grund.