Nyt rejsekoncept i Aarhus: Tag på 'interrail' med bus
FlixBus har netop åbnet for salget af InterFlix-billetter, som giver rejsende mulighed for at besøge fem forskellige europæiske byer på en klimavenlig måde
Der er kommet et nyt rejsekoncept til aarhusianere, som er på udkig efter en sommertur rundt i Europa.
Det er den europæiske mobilitetsudbyder FlixBus, der tilbyder en InterFlix-billet, som giver adgang til busrejser til fem forskellige europæiske byer for cirka 750 kroner. Billetten gælder i tre måneder til fem direkte busrejser uden omstigninger. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Der er 1700 FlixBus destinationer at vælge imellem i 27 europæiske lande. Fra Aarhus kan man for eksempel tage på en tur til Amsterdam – London – Bruxelles – Paris – København.
"FlixBusserne lever op til de højeste europæiske miljøstandarder, og har en lav C02-udledning," står der i pressemeddelelsen.
Hvis man vil tage på CO2-neutral sommerferie, kan man desuden tilkøbe CO2-kompensation til billetten. Det udgør 1-3 procent af billetprisen og pengene går til et klimaprojekt, som er godkendt af FN. I år støttes et projekt om energi-effektive ovne i Rwanda.
Mange af FlixBus’ direkte forbindelser er natlinjer, og det giver mulighed for at spare en hotelovernatning på rejsen. For eksempel kan man tage fra Fredericia klokken 23.25 og vågne op i Bruxelles klokken 09.45.
Med FlixBus er det desuden muligt at udforske Europas mindre kendte byer, da nogle af fjernbusserne også stopper i mindre europæiske byer.
jwh