Fortsæt til indhold

Sammenspil: U18 piger tog turen til Jyllandserien

De har spillet sammen siden de var ti og vil ikke skilles. Derfor rykkede U18 piger op til senior-niveau - og skal nu spille i Jyllandserien.

Samfund
Kian Johansen

Håndbold Team Favrskov Håndbolds senior damehold har på kort tid rykket op gennem rækkerne med et meget ungt hold.

"For et år siden sad vi sammen med en flok piger, fra Team Favrskov Håndbold, som har spillet håndbold sammen siden de var 10 år. De fleste skulle have deres andet U18 år, men fire af pigerne var for gamle til et U18 år mere, de prøvede at træne andre steder, men ville bare helst blive. Vi havde mange snakke frem og tilbage.

Til sidst gav vi hånd på, at vi alle rykkede op som seniorer, og ville give den max gas," fortæller Christina Fisker, der udgør en del af trænertruppen.

Sammenhold siden tiårs alderen. Pigerne fra Team Favrskov Håndbold, ville bare spille sammen. Nu går de efter 3. division. Indsendt foto

Holdet startede i serie 2. Efter jul var pigerne klar til serie 1, og da de nåede sæsonafslutningen var de klar til kommende sæson 2018/19 i Jyllandsserien.

Inden de sammenspillede håndboldpiger gik på sommerferie, var de en tur i Hedensted, hvor de mødte døvelandsholdet i en træningskamp, Team Favrskovs håndboldkvinder vandt kampen med 21-13. De seje landsholdsspillere er altså lige blevet verdensmestre.

Holdet fra Søften-området nåede også til 5. runde i Santander Cup, hvor de blev fulgt af TV2 i to af kampene. I sidste runde blev de grønklædte spillere slået ud af Silkeborg-Voels ligahold, men det var en kæmpe oplevelse.

Nu vil pigerne give den max gas og gå efter 3.division.