Kærester i bøgeskoven: Lukas og Cecilia nyder den gode Smuk-stemning
For andet år i træk er de to unge medhjælpere med til at skabe magien i bøgeskoven
Lukas Sieck og Cecilia Worch fra Næstved, der netop har afsluttet folkeskolen og er kærester, er frivillige og med til at bygge Smukfest op for andet år i træk.
Deres forbindelse til festivalen er en onkel, der bor i Voerladegård. I år har de altmulig-opgaver, og UgeBladet mødte dem, da de var ved at rydde op efter et tømrerhold, der har lavet et af de flotte platforme i trætoppene foran Bøgescenerne, hvor heldige festivalgæster kan blive inviteret op.
"Forinden har vi gjort rent i de beboelsesvogne, musikerne bruger på festivalen. Det var hårdt arbejde, for der var mange - 20, sådan føles det," siger Lukas Sieck.
Hans debut på Smukfest i 2017 var lidt som ventet.
"Jeg havde nok troet, der var lidt mere discoagtigt, hvor folk væltede rundt, men det var det ikke. Det var dejligt trygge omgivelser. Min lillesøster på 12 kunne sagtens være med," siger han. Samme indtryk har Cecilia Worch.
"Jeg kan godt li' stemningen. Folk hænger ikke fulde op ad hinanden. Der er også mange vagter, det føles trygt," siger hun.