SF: Penge sparet på storkonflikt skal gå til velfærd
Når der er strejke eller lockout, vil arbejdsgiveren spare penge, fordi der ikke udbetales løn til medarbejderne i en periode. Hvis der kommer storkonflikt, står de danske kommuner derfor overfor at spare rigtig mange penge. Penge som kommunerne i princippet kan forvalte, som de har lyst til. Det er et problem, fordi kommunen så kan bruge en konflikt til at udfylde huller i kommunekassen.
LÆS OGSÅ: Venstre: Stop samarbejdet med Café Kaffegal
Det er uretfærdigt over for både medarbejdere og borgere, hvis kommunen bruger sparede penge fra en konflikt på vilkårlige ting som f.eks. at lappe huller i vejen. Derfor vil SF i Aarhus kæmpe for, at de penge, som ikke udbetales som løn, bliver brugt til at afbøde besparelser og til kompetenceudvikling, forbedring af arbejdsmiljø og mere efteruddannelse af de medarbejdere, som bliver ramt af en eventuel konflikt. De penge kommunen sparer, skal selvfølgelig gå tilbage til de ramte medarbejdere.
I Aarhus Kommune spares pengene op i den magistrat, de hører til. Det vil for eksempel sige, at den løn en folkeskolelærer skulle have haft, bliver i børn- og ungeområdet. Det er enormt vigtigt, at pengene bliver i den afdeling, de hører til, og at kommunen forvalter pengene retfærdigt, så de konfliktramte medarbejdere ved, at den manglende løn trods alt kommer deres eget område til gode.